Lad os nu komme videre
Af Christina Skov, stud.mag.art. i litteraturvidenskab

Debatindlæg bragt i Politiken 16. november 2000

‘Rigtige kvinder bøvser ikke - rigtige mænd strikker ikke’ proklamerer en stort opsat læse-let artikel (pol. 11.11), der i følge eget udsagn kan tjene som en ‘guide for dem, der har brug for hjælp til at blive lidt mindre af det - måske - forkerte’. Det vil her sige henholdsvis ukvindelig kvinde og umandig mand - i følge 33 tilfældigt adspurgte danskere.
Tænk bare. Her gik jeg og troede, at den skrevne presse satsede på at være på forkant og bibringe sin læser nyheder og indsigt, men spejler denne livsstilsartikel virkelig en ny tendens i den verserende kønsdebat, er der minsandten grund til alvorlig bekymring.
Indledningsvis kan man hæfte sig ved, at artiklen ikke betjener sig af anden empiri end de bemeldte 33 menneskers uforgribelige meninger, der meget belejligt når omkring hele rækken af anti-stereotypier fra behårede og fulde kvinder til forfængelige og svansende mænd samt deres "rigtige" modstykker; pyntesyge, tilbageholdende kvinder, der ‘fumler lidt usikkert ved gearstangen’, og rundhåndede, højtråbende mænd, der kan finde ud af at parallelparkere.
Herudfra konkluderes det, at ‘ligestillingskampen er halvgammel’ og ‘leverpostejskedelig’, idet de indhentede svar jo så tydeligt beviser, at mænd og kvinder anno 2000 foretrækker forskel fremfor lighed. Endog en forskel, der genplaner den "rigtige" kvinde midt i intimsfærens boligindretning og kropspleje og fordrer den "rigtige" mands fravær netop her. Groft sagt tager hun sig af udseendet, mens han tager sig af verdenssituationen.
Man kan nu spørge sig selv, om disse svar ikke nærmere beviser det trivielle faktum, at en håndfuld mænd og kvinder har kunnet besvare et ledende spørgsmål, ligesom man kan spørge sig selv, om denne bevisførelse tjener noget som helst andet formål end at legitimere de grænseløst endimensionale roller, der her bringes til torvs?
Og i forlængelse heraf: Hvad i alverden er dog formålet med at reproducere og legitimere overfladiske stereotypier? Har vi ikke nok i forvejen? Og skulle vi ikke hellere bruge tid, kræfter og lørdag morgens avislæsning på at komme dem til livs fremfor endnu engang at synke tilbage i sort/hvide overfladebetragtninger om kønnene i bedste 1950’er stil? Jeg skulle dog mene, at positionerne er nuancerede væsentligt siden da.
Men vigtigste af alt: Skulle vi ikke snart begrave forestillingen om, at mænd og kvinder, der "tør" bekende sig som fanger af stereotype kønsopfattelser, er modige sandhedsvidner? Hvor i alverden består dog det modige i at bedrage sig selv?

Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk