Feminisme nu!
Af Charlotte Gerhauge, Nauja Kleist, Mette Liv Mertz og Nina Banerjee.

Feministisk Forum afholdt i april 2000 workshoppen "Feminisme nu!" på Foreningen for Kvinde- og Kønsforsknings årskonference Between the no longer & the not yet på RUC. Vi diskuterede feministiske strategier med udgangspunkt i de to bøger: Fisseflokken, som er den danske udgave af den svenske bog Fittstim fra sidste år og den danske bog Nu er det nok, som udkom 8. marts i år.

Du kan her læse vores oplæg til workshoppen. Oplægget falder i 3 dele: I første del præsenterer vi vores læsning af bøgerne og den opfattelse af køn og kønsuligheder, vi ser i dem. I anden del analyserer vi den debat, som bøgerne har skabt i aviser og blade. Til sidst diskuterer vi de strategier, der lægges op til i bøgerne.

Nuværende kønsuligheder
Udgangspunktet for både Fisseflokken og Nu er det nok er, at vores generation er opvokset med idealet om ligestilling mellem kvinder og mænd og ideen, om at dette ideal i det mindste tilnærmelsesvis var opnået. Vi har fået at vide, at vi som piger og kvinder kunne alt, bare vi havde viljen. Indlæggene i bøgerne viser, at denne forestilling netop er en forestilling, og at der stadig er megen ulighed at gøre op med.

Indlæggene i bøgerne er meget forskellige, men de har det til fælles, at de ønsker at sætte køn på dagsordenen. Målet er at skabe plads til forskellighed, både mellem kvinder og mænd, og mellem kvinder og mellem mænd. De fleste af forfatterne mener, at køn skabes i samfundet, i kulturen, og at der ikke i udgangspunktet behøver være forskel på kvinders og mænds roller.

"Jeg har efterhånden indset, at begreberne "kvindeligt" og "mandligt" er totalt uinteressante. Det er så betændt at inddele menneskeheden i to sorter.
Det er ganske enkelt allerede på fødeklinikken at konstatere, hvilket køn et menneske har. At vi senere i livet bliver nødt til at lære os særlige adfærdsmønstre - at gå på en bestemt måde og iklæde os de rette attributter bestemt af hvilket køn vi tilhører - det er for mig ubegribeligt. Det er en hysterisk overtydelighed. Som at kursivere et udråbstegn.
Bare tanken om at menneskeligheden ville folde sig ud i mangfoldighed er vel alt for skræmmende for vores konservative kultur. Ordet normal ville miste sin betydning. Uha, hvor uhyggeligt."
(Fisseflokken, s. 108)

Udgangspunktet er med få undtagelser ikke-essentialistisk, med rødder i socialkonstruktivisme. Heraf udspringer et magtbegreb, der fokuserer på diskurser, der dikterer restriktioner for alle individers frihed. Kønnet opfattes som et script, der er meget svært at afvige fra. Det er dermed ikke mænd, som undertrykker kvinder. Det er både kvinder og mænd, der undertrykker hinanden og sig selv. Diskurser, normer og kultur skaber, genskaber og forandrer de roller, der er tillagt henholdsvis kvinder og mænd. Som det er nu, er rammerne for, hvordan man kan gøre sit køn, snævrest og mest uforenelige med et selvskabt liv for kvinder.

Et tema, der går igen i mange af indlæggene, er, hvordan kvinder i høj grad knyttes til deres krop og seksualitet - også når det ikke er relevant. Som der står i forordet til Nu er det nok, er det ikke nok at være verdensmester i badminton eller medlem af Folketinget - som kvinde skal man også samtidig være et sexsymbol. Idealkvinden skal være sød, udglattende og ikke for udfarende. Vi lever i en kultur med konstant fokus på kroppe - og især kvinders kroppe. Det betyder, at mange kvinder installerer omverdenens vurdering af deres krop i deres bevidsthed:

"Min krop har altid været et sted for andres inskriptioner. Et lærred for uendelig mange øjenprojektørers flimrende billeder. Eller med andre ord; en ung kvindes krop" (Nu er det nok, s. 14).

Man skal helst være smuk og tynd for at have succes som kvinde. Samtidig stilles der krav om balance i kvinders samlede udtryk. Som Paula McManus skriver i Fisseflokken skal man være sexet, men ikke billig; sød, men ikke tam; tynd, men ikke mager; sporty, men ikke lesbisk; glad, men ikke hysterisk; følsom, men ikke deprimeret; og klog, men ikke et supergeni (Fisseflokken, s. 61).

"Du er ikke særlig kvindelig", sagde min kammerat, en dreng.
"Hvad? Hvorfor ikke?", svarede jeg forbavset.
"Jo", fortsatte han brutalt, "Du er jo ikke sådan, du ved... Du er i gang med så meget hele tiden. Springer rundt og laver sjov. Tager rum. Man tænker jo ikke ligefrem på sex, når man ser på dig". Jeg lo og sagde: "Ja, det er dog et himmelsk held. Hvem vil have en masse liderlige drenge efter sig? Gud, hvor besværligt".
(Fisseflokken, s. 60)

Historierne i bøgerne viser, hvor stor en rolle "det mandlige blik" spiller i pigernes bevidsthed - at det især er drenges og mænds vurdering af piger og kvinder, der giver selvværd eller det modsatte. Selvværd er i høj grad knyttet til "hvem drengene er vilde med" (Nu er det nok, s. 22). Mange af historierne er dermed også eksplicit eller implicit en kritik af heteroseksualitet som norm ikke kun for seksualitet, men også i det sociale rum. For hvorfor er det relationer til drenge eller mænd, der skal have lov til at sætte standarden for, hvem der er succesfuld som kvinde?

Temaerne i bøgerne er dermed udfoldelsesrum, bevidstgørelse, krop, seksualitet, ambitioner, veninder på godt og ondt, andres og egne forventninger og mulighederne for at sige til og fra. Indlæggene er skrevet af unge kvinder, som i dag har overskud til både at revidere deres selvopfattelse og kræve handling af sig selv og omgivelserne.

Hvem har lov at diskutere køn? — kritikken af bøgerne
Vi vil nu se på modtagelsen af bøgerne og den kritik, de har fået. Anmeldelserne af bøgerne har været ret blandede og mere negative end positive. Kritikken går fra dem, der mener, at de nye feminister er for individualistiske til dem, der mener, at de er for lidt individualistiske. Fra dem, der mener, at nyfeminisme minder for lidt om 70ernes kvindekamp, til dem, der mener, at nyfeminisme minder for meget om 70ernes kvindekamp. Fra dem, der mener, at tonen er for skinger til dem, der mener, at der er for lidt oprør i bøgerne — at det er for pænt.

I anmeldelserne præsenteres der grundlæggende to forskellige opfattelser af bøgerne og forfatterne, som blandt andet Sarah Højgaard Cawood beskrev i et indlæg i Politiken i lørdags:

1. SÅ SIG DOG NEJ!
Kvinder kan bare lade være med at leve op til stereotyperne; "lad være med at fokusere på udseendet, hvis I føler jer undertrykt af det, vær ligeglad med hvad drengene/mændene synes, få børn med mænd, der gider passe børn, lad være med at blive påvirket af reklamer, TV, porno, så I får lavt selvværd og spisevægring...!! Lad være med at portrættere jer selv som ofre, lad være med at klynke/klage - kom i gang med at skabe jeres liv!" Denne holdning kan blandt andet findes i Politikens leder d. 11. marts. Jeg citerer: "Det, der står tilbage at kæmpe for, er nogle langt mere diffuse psykologiske barrierer, som i høj grad er skabt af kvinderne selv... de unge kvinder får gjort sig selv til ofre - for sig selv. Vi kan kun opfordre kvinderne til at tage sig sammen, være sig selv og give pokker i det reklame-, medie-, eller kvindeskabte billede af idealkvinden...". Citat slut.

Der er tilsyneladende tale om et frit valg! Det er grundlæggende et liberalistisk synspunkt, hvor aktører bestemmer alting, og som ikke anerkender kulturens indflydelse på menneskers liv. Det anerkender heller ikke, at vores identiteter ikke bare er størrelser, der kan ændres fra dag til dag, som det passer os: Påbudet om kønnet identitet er blevet internaliseret, fra vi blev født, og kan netop ikke bare ændres fra det ene øjeblik til det andet.

2. I ER NAVLEBESKUENDE, FORKÆLEDE EGOTRIPPERE!
Denne kritik går modsat den førnævnte ud på, at forfatterne er for individualistiske; at deres individuelle problemer er uinteressante, og at man derimod må beskæftige sig med at finde alle kvinders fjende og derefter ændre tingenes tilstand. Denne fjende opfattes ofte som mænd eller alternativt som samfundsbetingede uligheder, der kan findes i lovgivningen for eksempel. Kritikken har lydt, at rødstrømperne alligevel var sejere — "der var mere SVUNG over 70ernes kvindeoprør". Der tages udgangspunkt i, at der findes noget, en essens, som forener alle kvinder.

Med dette udgangspunkt er det ikke sært, at anmelderne undrer sig over fraværet af vrede mod mænd - OG samtidig kritiserer kvinderne for at ligge under for tidens individualisme.

Det virker umiddelbart underligt, at der kan komme to så forskellige analyser ud af bøgerne, men det er det alligevel ikke. For forfatterne til bøgerne opererer som tidligere nævnt med et socialkonstruktivistisk udgangspunkt. En sådan analyse fokuserer både på individ og struktur: Individet er betinget af sociale relationer, kultur, normer og så videre og træffer frie valg, men altså inden for nogle rammer. Magt ses ikke som noget statisk, man kan besidde, men som noget dynamisk og allestedsnærværende, der opstår i relationer mellem mennesker. Kulturelt specifikke magtrelationer reproduceres og ændres gennem vore diskursive og sociale praksisser. Det politiske bliver dermed et spørgsmål om, hvordan enkeltpersoner og grupper reproducerer og ændrer/forhandler disse diskursive og sociale praksisser. I den forstand er det personlige politisk, og ingen er uskyldige - enten reproducerer man normer, eller også er man med til at ændre dem. Dette gælder også for køn: Køn er en social konstruktion, som vi ordner den sociale verden efter, og som konstant er til forhandling mellem os.

En sådan analyse medfører, at køn ikke betyder det samme for alle aktører med for eksempel kvindeligt kropstegn - nogle har bedre muligheder for at udvide handlerummet end andre. Det er også forskelligt, hvilke begrænsninger man møder som aktør på kønsarenaen. Det betyder, at man ikke kan udpege lige præcis én faktor, der undertrykker alle kvinder, men at der er mange faktorer, der medvirker til at konstruere forskelle mellem kvinder og mænd, og at disse ikke nødvendigvis er de samme i alle kulturer og sociale grupper. Der er dermed ikke på forhånd et fælles projekt, som forener alle kvinder. Derfor er de personlige skildringer relevante — de viser forskelle mellem kvinder, de udstiller internaliseringen af køn, og hvordan både kvinder og mænd reproducerer undertrykkende kønsnormer. Det betyder dog ikke, at man aldrig kan have fælles mål eller strategier, men blot at det personlige også er politisk, og at fælles kampe ikke nødvendigvis behøver at omfatte alle kvinder altid. Derudover er der også et kollektivt perspektiv i at påpege problemerne - andre vil måske kunne genkende et såkaldt "individuelt problem" og opdage, at det er kollektivt.

Opsummerende kan vi sige, at debatten om bøgerne er en kamp om at definere, hvordan kønsrelationer kan opfattes og udfordres i dag, hvad en feminist er, og hvad det er legitimt at beskæftige sig med fra en feministisk position. I forhold til at indholdsudfylde positionen "feminist" hentes malende billeder frem fra 70ernes feminisme eller forestillingen om den. Der tales om "de gamle lesbiske paroler fra 70erne", "kampberedte mødre.., påtvungne overalls.., livmoderfetichister og militante mandehadere", "hængepatter og lilla bleer", eller "rødstrømper, lilla bleer og ægte mandehad".

De nye feminister sammenlignes ofte med dette billede enten i håb om, at de er lige sådan, eller at de er helt anderledes - for eksempel beskrives de nye feministers smarte hår, eller at de faktisk bruger mascara. Det er paradoksalt, at forfattere, der blandt andet forsøger at påvise, hvor stor rolle kvinders kroppe spiller i alle sammenhænge, konstant møder dette krav om at "se godt ud" for at få lov til at deltage i debatten om køn. Også her er der er krav om en vis kulturel genkendelighed for at blive taget alvorligt. Nogle af de nye feminister spiller selv med på denne melodi: For eksempel fortæller den danske redaktør af Fisseflokken i forordet, at hun ikke er feminist, men "Fisseflok-feminist".

Det er tilsyneladende nødvendigt at placere sig i en kønnet position (som kulturelt genkendelig kvinde), før man får lov til at diskutere og kritisere køn. Hvorfor er det så nødvendigt at tage afstand fra 70er-feminister? Hvorfor (og hvordan skulle vi måske spørge) er der skabt et så massivt fjendebillede af 70er-feministerne?

Modtagelsen viser, at bøgerne rammer noget centralt: Sjældent har så mange skrevet så meget om et emne, som samtidig er blevet betegnet som "uinteressant, irrelevant, individualistisk, forkælet, navlebeskuende" og så videre. Modstanden er bemærkelsesværdigt passioneret i betragtning af emnets påståede irrelevans. Især er det interessant, hvordan det tilsyneladende er nødvendigt at gentage i det uendelige, "at der jo er forskel på kvinder og mænd" - hvorfor skal det gentages hele tiden, hvis det er så indlysende? På samme måde kan man undre sig over, at det er nødvendigt hele tiden at henvise til påtagede, ydre kulturelle kvindekøns-kendetegn som BH’er, make-up, korte skørter og så videre, hvis "kvindeligheden" hviler i en naturgiven essens.

Opsummerende kan man se meget af kritikken af bøgerne som et massivt forsøg på at udgrænse bøgerne ved hjælp af nedgørelse, latterliggørelse og sammenligning med groteske fortilfælde. Men intensiteten i debatten viser netop, at bøgerne rammer noget centralt.

Feministiske strategier
Forfatterne af Fisseflokken anviser både konkrete, direkte brugbare strategier og mere overordnede langsigtede strategier. De henvender sig til 'lillesøstre' i håb om at kunne være alternative forbilleder og opfordrer til, at man skal være besværlig, ubekvem, vende tingene på hovedet og nægte at spille efter mændenes regler! Lillesøstrene rådes til at tage rum, sige fra, blive rasende og lade være med at nedgøre andre kvinder og piger og deres seksualitet. De rådes også til at være stærke og være ligeglade med dem, der ikke accepterer dem. At blive økonomisk uafhængige, udseendemæssigt uafhængige og uafhængige af andres bekræftelser. Det kræver, at man øver sig, som Jonna Bergh skriver.

"Hvordan bygger man en selvtillid op? Hvordan formår man at sige fra, når man bliver dårligt behandlet af en man ser op til? Hvordan klarer man at gå med rank ryg ned af en snæver gang, når in-kliken står og hænger langs væggen på begge sider? Hvordan skal man kunne tro på floskel som 'intet er umuligt'? Hvordan klarer man at blive jordet? Svar: man træner.
Jeg startede med at række hånden op i klassen, også til de spørgsmål hvor jeg var usikker på svaret. Det føltes utrolig godt de gange, hvor jeg faktisk svarede rigtigt, men spørgsmålet er om de gange, hvor jeg svarede ad pommern til, var endnu vigtigere. At kunne tage et nederlag i tredive personers nærvær og høre hvordan de fnisede, og oven i købet blive udsat for spydigheder i pausen bagefter, uden at det føltes som at få en sten i hovedet, det føltes efter et stykke tid vældig godt"
(Fisseflokken, s. 45).

Fisseflokken opfordrer til, at man skal gøre en forskel der, hvor man er. Når uligheder opstår i sociale relationer, er forandring mulig gennem den enkeltes deltagelse i forhandlinger om køn. Men samtidig virker projektet uoverskueligt, fordi det ikke ændrer ret meget, hvis man er alene om at gøre modstand. Derfor opfordrer de også til, at man står sammen og bakker hinanden op - også i de situationer, hvor omgivelserne spiller os ud mod hinanden, fordi det giver social accept at være mest populær, mest lækker, smukkest og så videre. Dermed opfordrer Fisseflokken også til solidaritet.

Målet med Nu er det nok er først og fremmest at påvise og diskutere kønsidealer og kønsuligheder. Men alligevel handler Nu er det nok også om feministiske strategier. Blandt de mere konkrete strategier er ligesom i Fisseflokken at sige fra og reagere på overgreb og uretfærdighed - hver gang. At dyrke feministisk selvforsvar - øve sig i at sige nej og slå fra sig, så det forstås. Andre af forfatterne har fundet pragmatiske mellemveje som at dyrke ballet - der både kræver styrke og konnoterer kvindelighed - eller at tage 'kvindeligt' tøj på for lettere at få folk til at acceptere skrappe meninger. Det er strategier, der indskriver sig i de overordnede kønsidealer for at opnå kulturel genkendelighed, men som samtidig twister idealerne - til en vis grænse.

Eksempel:
"I dag, hvor jeg går på universitetet, har jeg det mindre problematisk med kvindeligheden. Jeg har lært en del tricks, som betyder, at jeg undgår at blive rubriceret som skrap kælling. Jeg klæder mig f.eks. altid meget "feminint" i høje hæle og nedringet bluse. Nogle gange endda endnu mere, hvis jeg skal holde oplæg i en time. Så glider mine markante holdninger lidt nemmere ned. Jeg griner lidt af mig selv, når jeg gør det; på en måde er det absurd, at jeg føler, at jeg skal være lækker for at få lov til at være intelligent." (Nu er det nok, s. 81)

De fleste af strategierne, forfatterne bringer på bane, handler om at forhandle kønnet på et diskursivt plan — og med et mere forandrende sigte. Dette indebærer bl.a. at tydeliggøre kønsstrukturer, at gøre alt hvad kvinder gør til kvindeligt, at vise mangfoldighed eller kæmpe imod tvangs-heterosexuel normativitet. Det er strategier med et kulturforandrende sigte. Men også strategier, der ofte er lettere tænkt end gjort.

PUT - Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet - har opgivet tanken om at gøre sig forståelige overfor folk, der ikke selv er lesbiske, eller selv indtager en afvigerposition. De ser ingen muligheder for at appellere til sund fornuft eller almene erkendelser. Som sådan forhandler de ikke direkte med nogen, men foretager militante aktioner. Og dog. Ved at essentialisere deres position som lesbiske angriber og sygeliggør de i stedet det, der ellers betragtes som normalt: symboler og personer, der er udtryk for dyrkelsen af heteroseksualitet, danskhed, patriarkat eller opretholdelsen af klassesamfundet (Nu er det nok, s. 90). Det er et markant forhandlingsindlæg i en kamp for at omstrukturere kønsidealerne. En strategi som kan kaldes at løbe essensens risiko (Braidotti 1994, Lavie & Swedenburg 1996, 13). Det er en attitude, der rykker! Men hvor mange vil gå så langt? Og er det den rigtige vej?

Gritt Uldall-Jessen kommer ligeledes med et markant bud: perform kønnet! Bryd med stereotyperne - bliv dragking. Denne undersøgelse og strategi går ud på at iføre sig mandligt kropstegn og får Uldall-Jessen til at stille spørgsmål til den kønnede bipolaritet, mand og kvinde.

"Som dragking bryder jeg ud af en særlig begrænset forventning til kvinden om, at hun er skabt som objekt for manden alene. Som dragking undersøger jeg mulighederne for kønnet i et patriarkalsk og kapitalistisk samfund [...]. en kønsiscenesættelse som dragking er at betragte som en undergravende og feministisk handling" (Nu er det nok. s. 115).

"Mine forskellige aktiviteter som dragking og kønsaktivist er begyndt at gøre mig kritisk over for inddelingen af kønnene som mand og kvinde. Jeg tænker i disse dage, at jeg først og fremmest som menneske og person, kan være forskellig fra andre. Jeg svinger hele tiden imellem at være og at blive til. At forsøge at definere hvad det vil sige at være kvinde og menneske er en endeløs rejse. At befinde sig i svingningen mellem imellem at være og at blive, kan være et dynamisk sted at befinde sig. Denne position danner grundlag for hele tiden at stille spørgsmål til de værdisæt, som begreberne og strukturerne er konstrueret efter" (Nu er det nok, s. 117).

Målet er at indtage en position, hvor man hele tiden er indstillet på at revidere sit standpunkt; hvor kønnet ikke danner et fast udgangspunkt for væren, hvor opfattelsen af køn som social konstruktion åbner mulighed for at de- og re-konstruere fortolkningerne af køn og identitet. Hovedparten af indlæggene indskriver sig i en sådan ramme. Et afgørende spørgsmål er, hvordan man som feminist både kan foretage den nødvendige afessentialisering af køn og samtidig kæmpe for kvinders sag. For hvad er det fælles projekt, hvis kvinder ikke i udgangspunktet har noget til fælles?

Samlet set er bøgerne et udtryk for en strategi, der sigter på at synliggøre kønskonstruktioner. Ved at udstille deres personlige historier, italesætter de enkelte kvinder, hvordan de har internaliseret og i høj grad kropsliggjort et forholdsvis snævert kvindeideal. En del af strategien er altså at vise problemet frem - sådan bliver og blev jeg kvinde, sådan er min splittelse mellem et uleveligt kønsideal og min egen konkrete person. Man kan sige, at de unge kvinder er i gang med en kulturel genkendelighedsproces som især bliver aktuel ved puberteten. Kønsidealerne, som pigerne møder, handler om at være attraktiv for drengene, ikke at fylde for meget - både bogstavelig talt, dvs. at være tynd, og i overført forstand, dvs. ikke at fortælle sjove larmende vittigheder, ikke at råbe op osv. Kort fortalt at kontrollere sig selv. Internaliseringen er en disciplinering af både kroppen og personligheden, en kønnet subjektdannelse.

Ved at fortælle deres egne historier om at blive kvinder synliggør og udstiller forfatterne processerne og resultaterne af den kønnede internalisering, de viser hvor gennemgribende, smertelige og - ind i mellem latterlige - kønskonstruktionerne er. Det er nemt og bekvemt at tage afstand, og som sagt er disse personlige historier og strategier blevet kritiseret for at være navlebeskuende og individualistiske. Og det er måske rigtigt - til en vis grad.

Vi mener, at forfatterne med disse bøger har valgt en strategi, der i ekstrem grad gør det personlige politisk. Ved at destabilisere kønsidealer, ved at twiste dem, pille ved dem, nedbryde dem, med ord og handling, skaber man nye eller større mulighedsrum - ikke blot for sig selv, men også for andre. Som minimum skaber man større rum til at italesætte det, der før kun vanskeligt kunne tales om. Måske endda på en ny måde.

Et andet markant fællestræk ved bøgerne er erkendelsen af, at ligestillingen viste sig at være en myte. Rødstrømpemødre eller ej så afgik alle de sejlivede kønskonstruktioner ikke ved døden i 1970'erne. Det er ikke så meget ligeløn og politisk repræsentation, der er til diskussion her. Det er mere, at køn fortsat begrænser og strukturerer handlemuligheder - når vi nu ellers næsten altid er blevet fortalt det modsatte; nemlig at de begrænsede muligheder, kvinder har, er resultater af individuelle valg og vilkår. Derfor er det en modig nødvendighed at vise det modsatte gennem at fortælle sin egen personlige historie.

Begge bøger ser vi som et udtryk for et forsøg på at skabe en ny feministisk position.

I Danmark har bøgerne således mere været med til at kickstarte en offentlig debat om feminisme og ligestilling. Ikke at denne debat nogen sinde har været væk. Men i de senere år har disse emner ikke haft særlig stor gennemslagskraft i det offentlige rum. Som debatten om bøgerne også viser, har det for mange i lang tid være svært at forestille sig noget mere ‘usexet’ end at tale om feminisme og ligestilling. Nu er det ikke fordi, at vi plæderer for en strategi, der gør det ‘sexet’ at tale om disse emner. Men når vi læser Fisseflokkens danske redaktør, får vi som sagt et godt indblik i, hvad bøgerne er oppe imod: nemlig hvordan subjektpositionen eller stereotypen "feminist" hidtil er blevet indholdsudfyldt.

"Undskyld for kluntede formuleringer. Tilhørende en generation af unge kvinder og mænd, der synes, at ligestillingssnak og feminisme hører fortiden til, er det utrolig svært for mig at forklare hvorfor en bog skrevet af svenske feminister er så fantastisk, at den må oversættes til dansk"

"Fisseflokken adskiller sig på mange måder fra min generations billede af feminister. De sidder ikke i basisgrupper og fletter tæer og diskuterer et enøjet verdenssyn, men er individualister og har forskellige definitioner af feminisme fra mod til rock’n’roll. De ligner rigtige, smarte kvinder og ikke mænd med læbestift. [...] De hader ikke mænd. De har ikke en bagage fuld af såret stolthed og latterliggørelse, der gør deres stemmer skingre og deres øjne mørke af bitterhed" (Fisseflokken s. 4-5, mine kursiveringer).

Dette forord er vores største anke til den danske udgave af Fisseflokken. Men ved denne modpositionering af "Fisseflok-feministerne" ift. til de "gamle feminister", rødstrømperne, tydeliggør Christina Grøntved en central problemstilling, der også viser sig i hendes overskrift, nemlig "Hvor meget kvinde kan man tillade sig at være?". En sådan problemstilling har Rosi Braidotti kaldt forholdet mellem "kvinden-i-mig" og "feministen-i-mig". Hvori består de mulige koblinger og mulige problemer mellem "at være feminist" og "at være kvinde", spørger Braidotti (Braidotti 1994, 187). Hvordan kan vi leve og formulere en feminisme, der fortsat gør os kulturelt genkendelige som kvinder - hvis det er altså det, vi ønsker? Hvad kommer først - kvinden eller feministen? Og i hvilke sammenhænge?

En anden central problemstilling er forholdet mellem at italesætte og udstille undertrykkende strukturer, "offergørelsen", og det intense ønske om ikke at være offer og ikke at iscenesætte sig selv som offer. Personligt blev jeg enormt provokeret af Katrina Schelins indlæg i Nu er det nok. Hun sætter det at være mor lig med at være offer i en sådan grad, at hun mener, man næsten kun kan vælge moderskabet fra. Jeg er mor, men ikke offer - men det betyder ikke, at moderrollen ikke skal problematiseres. Dilemmaet er, at en italesættelse af noget samtidig er en skabelse af det.

Til slut vil vi sige, at der er en vis ambivalens i feminisme - vi vil både gerne leve op til vores idealer om at være stærke kvinder - hvad vi også er i mange sammenhænge! - og vi vil påpege hvor vi forskelsbehandles, hvilket viser hvor vi ikke har magt og ikke er stærke. Vi må komme ud af busken og sætte vores egen selvopfattelse på spil for at ændre tingenes tilstand. Men det betyder ikke, at man gør sig selv til et offer - til en der ikke kan handle. Handling begynder ofte med vrede — og med indsigt!

Til slut nogle spørgsmål, som gav frugtbare diskussioner på workshopen, og som vi mener fortsat er vigtige at stille:

  1. Hvordan kan man som feminist både afessentialisere køn og samtidig kæmpe for kvinders sag?
  2. Hvorfor er det tilsyneladende nødvendigt at bevare en grad af kulturel genkendelighed, hvis man ønsker at problematisere konstruktioner af køn?
  3. Hvordan kan man tale om begrænsende strukturer uden at gøre sig selv og andre til ofre?
  4. Hvor meget ændrer man ved at være "besværlig" og er "besværligheds-strategien" en mulighed for alle i alle situationer?
  5. Kan mænd være feminister? Hvorfor skal mænd være feminister? Hvilke feminismeopfattelser kræver det af mandlige og kvindelige feminister?



Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk