En "luksusfeminist" taler ud
Af Leonora Christina Skov, stud.mag.art. i litteraturvidenskab og tilknyttet feministisk forum

Kronik bragt i Berlingske Tidende 27. marts 2001

De seneste par uger har jeg undrende kunnet konstatere, at Kvindernes Internationale Kampdag er blevet vejet og fundet for let i disse spalter, og det mere end én gang. Senest i søndags, hvor Annelise Bistrup opsummerede situationen i det - åbenlyst - vigtige spørgsmål: Hvad er det egentlig, der kæmpes for?
Og det er værd at overveje. Særligt nu, da debatten endnu engang er endt i et miskmask af pseudopropagandistisk afskaffelsesretorik rodet obskønt sammen med lige dele hakkeordensmentalitet og planløs emneindkastning. Så er det ligeløn og bedre orlovsordninger, der diskuteres og kæmpes for, så er det bedre vilkår for samlebåndsarbejdere, homoseksuelle, enlige kvinder, og mand og kvinde i skøn forening.
Og hvem er modstanderen overhovedet? Er det mændene? Nyfeministerne? De småborgerlige kernefamilier? Dansk Folkeparti? Ligestillingsministeren? Ja, for én eller anden må det nødvendigvis være, hvis det er en regulær kamp, der er tale om.
Det er på tide at se skoven for bare træer. Alvorligt på tide at indse, at der er adskillige kampe at kæmpe, der hverken kan affejes som mentalitetshistorie, finkulturelt fnidder-fnadder eller outdatet statistik.
Og det er ikke mindst alvorligt på tide at slå fast, at de kampe, der bør kæmpes, er vidt forskellige kampe med vidt forskellige implicerede, som hverken kan reduceres til en ensartet fælles grød af søstersolidaritet endsige afvejes i forhold til hinanden som mere eller mindre væsentlige for danske kvinders (og mænds) velbefindende. Hvad der er væsentligt, og hvad der er uvæsentligt, afhænger simpelthen af, hvem, hvor og hvornår, man er.
Jeg er én af de nyfeminister, Angela Brink langer ud efter i sin kronik (7.3.). Én af de ’luksusfeminister’, der ’i al højrøvethed’ sætter ’dybt irrelevante’ ’finkulturelle’ emner til debat. Ordene er naturligvis Brinks og ikke mine egne, eftersom jeg regner netop den kulturelle kønskamp for endog særdeles væsentlig. Kampen mod mediernes undertrykkende, stereotype fremstilling af, hvad det vil sige at være kvinde og mand i Danmark og kampen for, at tanketomme stereotypier problematiseres og medieskabte vrangbilleder sættes til debat.
Det kan være i Lars von Triers film, sådan som Brink nævner, men det kan lige så godt være alle de andre steder, hvor kønnene fremstilles på en lidet hensigtsmæssig måde: I reklamer, i ugeblade, i TV eller her i avisen. Der er faktisk ingen grænser, når blot man er opmærksom.
Og det bør enhver dansker blive. For kun gennem en bevidsthed om de roller, man som kvinde eller mand forventes af indtage i dagens Danmark - fra opførsel til påklædning til livsstil og så videre - kan man reelt vælge til og fra og dermed i sidste ende vælge sin egen måde at være kvinde eller mand på. Vælge sig selv, om man vil.
For jeg er så uendelig træt af, at nyfeministisk engagement per automatik stemples som en gang tåget højpandet bavl, som ingen for deres død hverken fatter eller begriber. Jeg synes, det er dybt forstemmende, at ethvert forsøg på en samfundsanalyse, der i udsyn befinder sig lidt over gulvhøjde, straks stemples som ’finkulturel’ med direkte pil til ’højrøvet’ og ’irrelevant’, blot fordi den ikke taler direkte til folkeviddet som et andet amerikansk quizprogram.
Hvorfor uddanner vi dog universitetsfolk her i landet, hvis de alligevel formenes adgang til at videreformidle deres viden om noget som helst relevant? Hvorfor er det suspekt, at veluddannede kvinder åbner munden om de emner, der ligger dem på sinde?
En sådan antagelse forudsætter selvsagt, at man kan måle og veje, hvilken gruppe kvinder, der har det kvalitative værst i vores samfund. Og skulle det virkelig være tilfældet, vil jeg foreslå, at man nedlægger Ligestillingsministeriet per omgående, eftersom kvinder i Afghanistan, Burma, Yemen og andre steder ud fra disse måle/veje-kriterier utvivlsomt er meget mindre ligestillede end nogen dansk kvinde. Selv kvinden ved samlebåndet.
Det er på tide at slå et par ting fast. Først og fremmest at der ikke er én kønskamp, der skal kæmpes, men flere - heriblandt den kulturelle kamp for at komme kønsklichéer til livs. Jeg siger ikke, at denne kamp er mere væsentlig end den, der føres i Dansk Kvindesamfund og andre steder. Jeg siger heller ikke det modsatte. Til gengæld siger jeg, at nyfeministiske debattører forholder sig til de problemstillinger, de gør, fordi det er dem, de føler sig kvalificerede til at udtale sig om, og fordi de har en begrundet formodning om, at det er problemstillinger, der hidrører os alle.
Skulle man nu mene, at dette bidrag til samfundsdebatten er ren luksus, lysner det heldigvis i øst, eftersom de humanistiske uddannelser jo på sørgelig vis drænes for midler i disse år. Angiveligt har lægestanden og andre, der bidrager til indbyggernes helt basale overlevelse, fortsat højprioritet, selv om Danmark mig bekendt hverken er et u-land, krigshærget eller af andre grunde kan retfærdiggøre en sådan mental underskudssituation.
Og hvordan kan man overhovedet mene, at den kulturelle kønsdebat kun vedrører et fåtal, når et af dens væsentligste genstandsområder; massemedierne, masseforbruges af jævnt hen alle samfundsgrupper? Hvordan kan man tillade sig at sidde overhørig, at masserne forbruger og dermed nødvendigvis påvirkes af et rystende ringe "produkt" fyldt med stereotype kønseksponeringer?
Det er simpelthen på høje tid at indse, at det er tegn i sol og måne på, at kønskampen ikke er en nævekamp, der kan vindes med de bare hænder, men en kamp, der også udspiller sig på andre arenaer, hvor helt andre våben må tages i brug. Tør jeg nævne det skrevne ord.
Man behøver blot at gå et par dage tilbage, helt præcist til Henrik Lists seneste udgydelser (18.3), for at finde et illustrativt eksempel, der tillige turde sætte Bistrups kampdagsafblæsning i relief. List foregiver her ganske vist at interviewe skuespillerinden, kvinden, mennesket Kate Winslet, men reelt interviewer han på skamløs vis Kate Winslets krop. Se bare: "Umiddelbart efter "Titanic", da mennesket Kate Winslet slap kroppen ud af filmens viktorianske (sic!) snøreliv, blev hendes vægt pludselig et verdensomspændende debatemne. Simpelthen fordi hun /.../ ikke er åleslank men derimod - som man kunne konstatere med fornøjelse i nøgenscenerne i "Holy Smoke" - er en sund, normal pige med bløde kurver og frodige former. Hvilket i hvert fald for denne journalist er endnu en grund til at respektere hende for at gå op imod tidens tendenser"
Desværre er List kun en lille fisk. Én af de mange, der under dække af progressivitet og "respekt" har held til indflette en sand kakofoni af kønsbegrænsende, krænkende stereotypier, der uden modstand videreformidles til læseren som et dybt usagligt bud på, hvornår en kvinde er værd at elske. For i al sin respektløse visualisering og kommentering af Winslets krops beskaffenhed får List præciseret, at mennesket Kate Winslet er lig kroppen Kate Winslet. Og herfra er det en smal sag for List at udtrykke sin ’respekt’ for Kroppen Kate, som var hendes indhold og eventuelle talenter udi den ædle skuespillerkunst fuldkommen sekundære parametre i det samlede regnskab.
Og det bliver værre endnu. For denne tendens til at reducere kvinden til hendes krop florerer tydeligvis også blandt kvinderne selv. Man behøver blot at lytte til nivelleringssamfundets ultimative tågehorn; det pinagtigt banale Big Brother, hvor en kvinde i fuld alvor bekender, at hun håber, at hendes deltagelse i programmet kan resultere i en billedserie for M! Magazine. For, som hun siger, selv kedelige Camilla Martin tog sig lækkert ud, da først M! retoucherede hende og iførte hende lak og læder-outfit med udsigt til stykker med bart.
Hvorfra stammer denne forkvaklede pigedrøm om at blive gjort til retoucheret begærsobjekt i et mandeblad side om side med biler, modetøj og scoretips? Drømmen om at måtte laves om for at være værd at elske? Næppe fra kvinden selv eller fra de mange andre, der udsætter deres kroppe for tvangsmæssige slankekure, overmotionering, plastickirurgi og alverdens tåbelige modeluner for at kunne udfylde Claudia Schiffers formstøbte Barbie-skabelon. Inklusive de tomme øjne.
Nej, drømmen stammer fra massemedierne. Den stammer fra det faktum, at kanaler som TvDanmark vælger at reproducere og dermed legitimere dybt beklagelige forestillinger om, at en kvindes værdi er lig størrelsen på hendes BH. Den stammer fra, at Heather/Shania/Cindy først er "worth" noget som helst, når de ifører sig L’Oreals forskønnende farvepallet i de samme dødssyge reklamer aften efter aften. Den stammer fra, at selv konventionelt succesfulde kvinder som Camilla Martin signalerer, at det er helt i orden at stille sig halvnøgent til skue, når bare billederne bliver æggende nok. Fra det faktum, at det efterhånden er komplet ligegyldigt, hvad man har at sige i nutidens fjernsyn, hvis bare man bliver set og er på. Fra Lists selvgode stillingtagen til Kate Winslets krop i disse spalter. Og ikke mindst fra det faktum, at en gruppe kvinder nu har fundet det for godt at opstille et blændværk at henvisninger til kampdagens overvintrede, mentalhistoriske karakter, som var kampen selvklart ovre for længst.
Men det er den ikke. Så længe den slags begrænsende kønsstereotypier reproduceres til bedøvelighed, er der al mulig grund til at fejre Kvindernes Internationale Kampdag - ikke én gang om året men hver dag. Det er én af de ting, enhver moderne kvinde og mand bør kæmpe for.



Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk