Scener fra et kønsfængsel
Af Christina Skov, stud.mag.art. i litteraturvidenskab og aktiv i feministisk forum og Thomas René Kristensen, cand.scient.pol. og bidragyder til mandeantologien "Pikstormerne".

Kronik bragt i Aktuelt 25. oktober 2000.

Kan man være bøsse og samtidig En Rigtig Mand? Lesbisk og En Rigtig Kvinde? — Nej, vel?

Tro & Filosofi
I Danmark trives myten om, at man ikke kan være en "rigtig" Kvinde, hvis man lever som lesbisk. Tilsvarende bliver en mand, der lever som bøsse, ikke altid opfattet som en ‘rigtig‘ Mand.
Gennem fire scener fra det virkelige liv vil vi illustrere, hvordan det at være homoseksuel stadig kommer på tværs af den gængse kønsopfattelse i dagens Danmark.
Scene 1: Festen
Et lesbisk par deltager i et større fødselsdagsarrangement. Efter hovedretten omdeles en sang med tydelige afmærkninger af, hvilket køn, der forventes at synge hvilke vers - og kvinderne lægger ud: ‘Vi vil ha‘ flere mænd, som vi kan ta´ med hjem. Vi vil ha´ store, stærke, bredskuldrede mænd’.
Det lesbiske par rejser og sætter sig lettere befippede sammen med deres kønsfæller, hvorefter de mandlige festdeltagere begynder at synge om piger, der kun gør, hvad mændene siger. Det lesbiske par beslutter, at noget må gøres. Men hvad?
Skal de boykotte sangen helt, fordi deres begærsretning ikke stemmer overens med flertallets? Nej, det er jo trods alt bare en fjollet festsang, det her. Et pseudobefriende sammensurium af klicheer om, hvad mænd og kvinder tænder på hos hinanden tilsat et rundhåndet drys skruk eller mandehørm.
Så i stedet vælger parret at blive stående under hele sangen for at signalere, at de hverken befinder sig her eller der, og efter en smule forvirring og tavshed morer forsamlingen sig videre. Og så er alt vel godt?
Klog af skade må vi ytre et bagstræberisk nej. Nej, nej og atter nej, alt er ikke godt. For både sangen og det samfund, den parodierer, ser sig stadig kun i stand til at operere med to kategorier, nemlig mænd, der begærer kvinder og kvinder, der begærer mænd, og befinder man sig, som parret til festen, i en anden position, kan man hurtigt observere et ud af to.
Enten må man forblive uforståelig, i bedste fald med en forsikring om at være accepteret ‘men vi forstår det altså ikke’, i værste fald påhæftet et skønsomt udvalg af sprogets mindre klangfulde adjektiver.
Eller også — og det er desværre ofte konsekvensen — må man se dynamikken i sit forhold ‘forklaret’ ud fra den heteroseksuelle optik, som var der tale om et pusle-spil med to brikker — en med tap og en uden. Hvem er Manden i forholdet? Og hvem er Kvinden?
Eller rettere; hvem lever op til stereotypien om Manden og Kvinden? Hvem taler affekteret? Hvem går i skovmandsskjorte? Hvem holder døren? Og hvem har løse håndled?
Trukket igennem bibelmetodens ‘søg og du skal finde’ fremstår homoseksuelle par pludselig som heteroseksuelle par, nemlig som Mand og Kvinde. Eller rettere; småpatetiske forsøg på at være Mand og Kvinde, for uden den ‘rigtige’ begærsretning opfylder de selvklart ikke minimumskravene på indholdssiden.
Ja, den kønsessentialistiske tanke om medfødte mandlige og kvindelige egenskaber trives unægtelig i bedste velgående herhjemme — det behøver man blot at kaste et blik på Carl-Mar Møllers, Martin Østergaards og Jannie Helles sidste selvhjælpssuccesromaner for at forvisse sig om.
Scene 2: Børnehaven
Lille Anders er glad for at være startet i børnehave. Her har han masser af legekammerater, og legetøjet er sjovere end derhjemme.
Anders kan især godt lide udklædningstøjet. Han tager ofte en kjole på, og iført denne leger han videre sammen med de andre børn. Mens ingen af børnene tænker nærmere over dette, så synes pædagogerne egentlig, at det er lidt mærkeligt: De får sig ofte en lommepsykologisk sludder og måske et muntert grin over, at Anders så ofte løber rundt i udklædningskjole.
Anders´ far synes til gengæld ikke, at der er noget at grine af. Da han første gang så Anders i ud-klædningskjolen, slog han det hen som simpel leg, men nu da han for tredje gang har hentet en kjoleiført Anders, er han begyndt at bekymre sig: Er der mon noget galt med lille Anders? Og vil Anders en dag udvikle sig til at blive bøsse?
Faderens bekymringer og de ellers så frisindede pædagogers overvejelser viser klart, at homoseksualitet stadig opfattes som et problem. Det er synd for Anders — og pinligt for hans far.
Det, der skaber mistanken hos både pædagogerne og Anders´ far, er, at Anders ikke opfører sig som en ‘rigtig’ dreng, for dermed afviger han fra den essentialistiske kønsopfattelse, der sætter lighedstegn mellem drengekøn, maskulin adfærd og heteroseksuel begærsretning.
Og udklædningskjole? Man skulle jo næsten tro, at Anders var en pige, sådan som han står dér og pynter sig. Der må være en kant.
For ved at iføre sig kjole sår Anders ikke blot tvivl om sin begærsretning, han sår tillige tvivl om sit køn — eller rettere; han afviser sit køn. Og det er ikke acceptabelt sådan at vælge kønnet fra, lige så lidt som det er acceptabelt at have to køn — ikke engang hvis man er født som hermafrodit.
Men lad os nu bare lade lille Anders lege uforstyrret videre i børnehaven. Det er jo trods alt bare en udklædningsleg.
For den voksne mand eller kvinde, der måtte have lyst til at iføre sig en påklædning med associationer til det andet køn eller ligefrem har lyst til at skifte fysisk køn, er problemet af en helt anden karakter.
Forestiller vi os, at en kvinde har lyst til at iføre sig herrebeklædning eller decideret skifte køn, er spørgsmålet, om vedkommendes følelse af at være en Mand gør ham til en rigtig Mand i samfundets øjne. Og hvad er i øvrigt en rigtig Mand?
Scene 3: Folketinget
Den lægevidenskabelige udvikling i metoder til at hjælpe kvinder til at blive kunstigt befrugtede går hurtigt i disse år, og en del folketingspolitikere synes efterhånden, at de som ansvarlige politikere bør opstille nogle grænser for denne udvikling.
De har nemlig opdaget, at også lesbiske kvinder vælger at sætte børn i verden — i mange tilfælde ved hjælp af kunstig befrugtning. Og det er der grund til at skride ind overfor. Et barn har jo brug for både en far og en mor, gentager disse politikere om og om igen.
Samtidig med at politikerne vælger at forbyde lesbiske kvinder at opnå lægelig hjælp til kunstig befrugtning, beslutter de at afvise et forslag om at indføre et tilsvarende forbud for alkoholikere og narkomaner.
Politikerne lægger altså mere vægt på, at et barn vokser op hos en heteroseksuel (læs ‘rigtig’) Mand og en heteroseksuel (læs ‘rigtig’) Kvinde, end de selvsamme politikere vægter, at barnet vokser op i trygge og stabile rammer.
Såfremt folketingspolitikerne anses for at være repræsentative for den danske befolkning, siger dette noget om, hvor vigtige de traditionelle kønskategorier stadig er for os. En Mor og en Far er tilsyneladende absolutte kategorier med et på forhånd veldefineret indhold, og man kan nu spørge sig selv hvilket.
Hvad er en Far? Én, der går på arbejde? Spiller fodbold med sønnen? Skærer stegen for?
De fleste kan gå med til, at en person med det mandlige kropstegn godt kan indtage rollen som Far for et barn, som han ikke er biologisk far til, hvis forældrene for eksempel er skilt, eller den biologiske far er død. Det er altså ikke den biologiske tilknytning til barnet, der er sagens kerne, ligesom det næppe heller er hensynet til, at barnet skal opleve en fraværende lønarbejdende far, der spiller ind.
Nej, modstanden mod kunstig befrugtning af lesbiske handler nok i virkeligheden mere om, at homoseksuelle regnes for halvgyldige imitationer af Manden og Kvinden, og hvordan skulle et barn kunne udvikle sig til en ‘rigtig’ Mand eller Kvinde ved at spejle sig i dem?
Scene 4: Kulturredaktionen
I Weekend Avisen kunne man for et par måneder siden læse følgende ræsonnement i Jens Kistrups anmeldelse af Pernille Ryggs Hundehjerte: ªDet er bemærkelsesværdigt, at den lesbiske kærlighed /../ kun i begrænset omfang skildres som anderledes og dermed problematisk. Selv om Kristins forhold til Silje siges at savne ‘modpolernes dramatik’, fordi de ikke er modpoler, hvad køn angår.´
Indledningsvis kan man hæfte sig ved, hvordan det her lykkes Kistrup at forklare noget, han tydeligvis ikke forstår. Det sker gennem den fascinerende transformation, ordet ‘anderledes’ så ganske umotiveret gennemgår for at understøtte Kistrups pointe om, at det ikke blot et ‘anderledes’ men slet og ret ‘problematisk’, at det lesbiske forhold mangler ‘modpolernes dramatik’.
Med andre ord: Det homoseksuelle forhold er ‘udramatisk’ med forklarende pil til dødssygt, fordi de to parter ikke kan være ‘modpoler’, når de tilhører samme køn. Sådan lyder den gængse fordom.
Dernæst og nok så væsentligt regner Kistrup den lesbiske historie for ‘bemærkelsesværdig’ med kraftige allusioner til det utroværdige, fordi den er uproblematisk. Det er tankevækkende men desværre ikke helt forkert.
Til gengæld er det nok værd at overveje, om de problemer, der er forbundet med at være homoseksuel, virkelig skyldes relationernes indre dynamik, eller om man i stedet kunne forestille sig, at miseren ligger i alle de forklaringer og antagelser, der indskrives i relationerne udefra. Særligt de fasttømrede forestillinger om den ægte Mand og den ægte Kvinde.
Forestillinger, der helt fra barneårene modvirker fri udfoldelse, begrænser udsynet og i sidste ende legitimerer stereotype og brovtende festsange en ganske almindelig lørdag aften.
Burde vi ikke snart skifte den plade ud? Og burde vi ikke snart bevæge os derhen, hvor hvert enkelt menneske har reel mulighed for at påtage sig den kønsidentitet, som er bedst i overensstemmelse med vedkommendes personlighed?

Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk