Politikens kedelige kvindesyn
Af Mette Liv Mertz (cand.mag. i engelsk/kønsforskning og tilknyttet feministisk forum)

Debatindlæg bragt i Politiken 28. november 2000

Da jeg havde læst mandagens leder i Politiken, sad jeg tilbage i en tilstand af dyb forundring. Medmindre de første tre afsnit, der skamroser Dansk Kvindebiografisk Leksikon (herefter DKL), er gennemsyret af fedladen ironi, er lederen en opvisning i uvidenhed.
For det første er det udtryk for et spektakulært manglende kendskab til kvindeforskningens historie at udråbe DKL til "pionérarbejde" og en "milepæl i kvindeforskningen". Det er respektløst over for de hundredevis af kvindeforskere, der i 1970´erne og 1980´erne viede deres akademiske liv til en arkæologisk revision af historie- og litteraturhistorieskrivningen. Dette projekt dominerede faktisk kvindeforskningen i hele den vestlige verden i disse to årtier (eksempelvis udkom Kvindebevægelsens hvem-hvad-hvor allerede i 1975).
Endskønt jeg også hilser udgivelsen af DKL mere end velkommen, er det altså ikke sandt, at dens "mage ikke nogensinde er set i Danmark".
At det er Politikens holdning, at feminismen af i dag "mest manifesterer sig som overklasseprojekter, funderinger over seksuelle overgreb og livsstilsspørgsmål", kan næppe komme bag på nogen. Det var nemlig selvsamme organs debatredaktør, der gav Nu er det nok! den hårdeste medfart, da anmelderne stod i kø for at stemple antologien som "tonedøv klynk og skrigeri" fra "umodne og forkælede egotrippere". Man kan spørge sig selv, om akademisk eller kunstnerisk baggrund nødvendigvis signalerer overklasse. Mig bekendt er SU-modtagere med deres årlige indkomst på 48.500 kroner sjældent bosiddende i whiskybæltet. Desuden kan man jo ikke nedlægge Berufsverbot, blot fordi bidragydernes taleposition ikke falder i populist-Danmarks smag.
Påstanden om, at "feministerne kun interesserer sig lidt for indvandrerkvinder" skal være til genstand for min sidste anke. Faktisk bragte Politiken to dage forinden en annonce for en cafédebat af "etniske og danske kvinder i dialog", arrangeret af Kvinderådet og feministisk forum. Er Politiken virkelig så gigantisk et foretagende, at mandagens lederskribent ikke ved hvilke arrangementer, der er blevet omtalt i avisen om lørdagen?
Noget tyder på, at det ikke er manglende engagement i etnicitet, der gør sig gældende fra feministisk hold, men snarere en mangelfuld pressedækning.
Det faldt mig vanskeligt at uddrage nogen egentlig pointe af bemeldte leder.
Min afsluttende pointe må blive, at det ville klæde Politiken at foretage lidt research, før den henholdsvis lovpriser og nedrakker projekter, hvis initiativtagere sjældent får lov til at tage til genmæle sammesteds.


Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk