Køn er til forhandling
Lad os opgive sandheden om de rigtige køn og erkende, at køn er, hvad vi gør det til.
af Eva Leisner, stud.scient.pol

Kommentar bragt i Information 13. januar 2000

Af Ligestillingsrådets rapport ‘Kønsgerninger i Kommunen 1999’ fremgår det, at 77 % af alle ansatte i kommunerne er kvinder, mens kvinder kun udgør 13,3 % af topcheferne. Tallene er grelle og påfaldende. Faktisk uhyrlige set fra et ligestillingssynspunkt. Men som det så ofte er tilfældet, når vi drøfter ligestilling, fremhæves problemerne som et spørgsmål om tal. Spørgsmålet er imidlertid, om ligestilling er identisk med kønsbalancer? I disse postfeministiske tider er historien om Ms. Brown, der kræver 67.000 dollars i erstatning efter, at hun er blevet fyret som julemand i et stormagasin i Kentucky, også interessant set ud fra et ligestillingssynspunkt. I den postfeministiske fortælling om det potentielt flydende køn, hvor køn ikke noget vi er, men noget vi gør, burde en kvinde også kunne agere julemand. Dette var dog ikke tilfældet for Ms. Brown.

Lighed efter værdi
Hun blev fyret efter, at et barn klagede sig til sin mor over, at julemanden var en kvinde. Som begrundelse for sit krav om erstatning hævder Ms. Brown imidlertid, at børn er ligeglade med, om julemanden er en mand, en kvinde eller et æsel. Dette var ikke tilfældet for det pågældende barn. Historien viser, at vi ikke, sådan som vores samfund er indrettet nu, kan gøre vores køn, som vi vil. Vi behøver imidlertid ikke abonnere på en postfeministisk forståelse af køn som noget potentielt flydende, som noget vi gør, for at problematisere at ligestilling skulle være identisk med kønsbalancer. Siden Aristoteles har vi kunnet begrebsliggøre lighed på i hvert fald to måder. Lighed kan for det første opfattes som numerisk lighed. Det er dette princip, vi bruger, når vi på valgdagen opererer med absolut ligestilling i den forstand, at alle tæller én stemme, der er det samme værd. Den lige og almindelige valgret opfatter vi som et vigtigt element i demokratiet, som et udtryk for politisk lighed. I moderne liberalt-demokratiske storskala samfund har vi imidlertid accepteret, at vi af rent praktiske grunde ikke alle kan være statsministre. Vi har accepteret at lade os repræsentere. Men vi har også accepteret, at lighed også kan være et spørgsmål om, at vi værdsættes efter det, vi kan. Et spørgsmål om lighed efter værdi for at blive i Aristoteles’ terminologi. På denne ene side har vi således et krav om resultatslighed. En tanke om, at vi skal fordele (de knappe) ressourcer ligeligt. På den anden side har vi et krav om lige muligheder i udgangspositionen. Et meritokrati hvor vi belønnes efter såkaldt fortjeneste og mødes kønsneutralt som individer. Når vi alligevel synes, at det er et problem, at kun 13,3 % af topcheferne i kommunerne er kvinder, hænger det sammen med en formodning om, at måske de lige muligheder i praksis ikke er så lige endda. Måske er der tale om diskrimination. Måske er der tale om, at kulturens forventninger til mænd og kvinder er forskellige. At vi på denne baggrund forskelsbehandler uden først at lægge mærke til, hvilken person det er, vi står overfor.

Julemænd og kønsbalancer
Historien om Ms. Brown kan bruges til at illustrere såvel Aristoteles’ skelnen mellem numerisk lighed og lighed efter værdi som en postfeministisk forståelse af ligestilling. For det første er det højst usandsynligt, at halvdelen af alle verdens julemænd er kvinder. Ms. Browns afskedigelse honorerer altså ikke kravet om lighed i resultatet. For det andet blev Ms. Brown ikke mødt kønsneutralt som et individ, der blev belønnet efter fortjeneste. Hun blev mødt som kvinde for efterfølgende at blive vraget som julemand. I en postfeministisk forstand havde Ms. Brown ikke mulighed for at gøre sit køn, som hun ville. Hun blev vraget som julemand qua sit biologiske køn. Dette til trods for at feminister i hvert fald siden slutningen af det 19. århundrede har gjort opmærksom på, at køn er andet end biologi. Da kvinder i slutningen af det 19. århundrede begyndte at kæmpe for politisk lighed med mænd i form af stemmeret, blev der trukket på forskellige forståelser af køn. Et argument går på, at mænd og kvinder grundlæggende er ens, og at kvinder af denne årsag skal have stemmeret. Et andet at kvinder skal have stemmeret, netop fordi mænd og kvinder er forskellige. Når jeg gør mig til talskvinde for en postfeministisk forståelse af køn, er det ud fra et ønske om at bryde denne dikotomisering af køn. Et moderne liberalt-demokratisk samfund kan på mange måder karakteriseres som et samfund, der har plads til mange sandheder. Ingenting er os givet på forhånd, alting flyder potentielt. Vi må selv finde pejlemærker, der kan give vores tilværelse mening og retning. Køn er måske en af de sidste bastioner, som vi tror er fast. Men det er det ikke. Køn er også til forhandling. Køn er også en fortælling. Når jeg påstår, at historien om den kvindelige julemand også handler om ligestilling, er det fordi ligestilling også drejer sig om handlerum. Handlerum hvor vi kan gøre vores køn, som vi vil. Dette er også vigtigt i et moderne liberalt-demokratisk samfund, hvor vi netop har opgivet ideen om én sandhed. Lad os også opgive sandheden om de rigtige køn.



Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk