Feminisme som politisk projekt
Oplæg holdt i forbindelse med debataften om modtagelsen af antologien ‘Nu er det nok, så er det sagt’ på ‘Gokken & Kokken’, d. 6. april 2000

Af Eva Leisner, bidragyder og medstifter af feministisk forum

Resumé
Oplægget peger med udgangspunkt i en socialkonstruktivistisk optik på, hvorfor feminisme er et vigtigt politisk projekt, samt hvilke strategier man kan følge som feminist.

Feminisme som politisk projekt
At sige noget om feminisme i et politisk perspektiv er ikke en nem opgave i disse postfeministiske tider. Post betyder jo netop efter, og postfeminisme må således være noget, der kommer efter noget andet. Inden vi begyndte at dekonstruere snart sagt alt inklusive køn havde feminister groft sagt to muligheder - enten kunne man indtage den holdning, at mænd og kvinder grundlæggende er ens eller også kunne man holde fast i mænd og kvinders forskellighed.

Postfeminister påstår imidlertid, at vi ikke på forhånd og én gang for alle kanafgøre, om mænd og kvinder grundlæggende er ens eller om de er grundlæggende forskellige. Køn opfattes som en konstruktion - mandlighed og kvindelighed konstrueres i forhold til hinanden og kan ikke tænkes uden hinanden. Vi har således ikke en fælles kvindelighed vi kan tage udgangspunkt i.

Feminisme er således mange ting, og det jeg vil sige noget om er:

  • Hvorfor jeg mener, at feminisme er vigtigt som politisk projekt
  • Hvilken slags feminisme jeg her tænker på
  • Hvilke strategier man kan forfølge

Hvorfor er feminisme et vigtigt projekt?
Feminisme er et vigtigt projekt, fordi det har at gøre med, hvad det vil sige at være menneske, hvilke muligheder du har som menneske. Som feminist kommer man med en påstand om, at der er nogle, der qua deres biologiske kropstegn, ikke har de samme muligheder for at udfolde sig, ikke har de samme muligheder for at være menneske.

Min oplevelse, efter jeg så at sige har taget kønsbrillerne på, er, at det nærmest er umuligt at flytte blikket igen. Det er en ret utrolig oplevelse at blive opmærksom på, hvor meget køn betyder, og hvor svært det er at ændre på stereotype forestillinger om, hvad mænd og kvinder er. Forestillinger der indebærer bestemte og lukkede forventninger til, hvad mænd og kvinder er og kan. Dette gælder såvel i det offentlige rum, hvor stereotype billeder af mænd og kvinder reproduceres i stor stil.

Men også i alle mulige andre sammenhænge, hvor jeg kommer. Jeg hører således veninder fortælle, at deres drengebarn på 9 måneder helt sikkert skal i udflytterbørnehave, for det ville han have godt af, mens man ikke hørte den samme historie om storesøsteren, da hun var 9 måneder. Eller hvad med at det er uklædeligt for kvinder at være fulde?

Når man først har fået øjnene op for, hvor meget køn betyder i vores kultur og i vores hverdag, er det svært at sænke blikket igen.

Hvilken slags feminisme tænker jeg på?
Feminisme er efter min opfattelse en bestemt vinkel, en bestemt optik man lægger ned over de erfaringer, man gør sig, og de oplevelser man har.

Som nævnt har man historisk kunnet vælge mellem at opfatte mænd og kvinder som grundlæggende ens eller forskellige, mens tendensen i øjeblikket er, at køn opfattes som en social konstruktion – som nogle sociale rammer, sociale normer inden for hvilke, vi gør vores køn.

Overskriften på denne debataften er netop feminismens mangfoldighed, og det tror jeg, at man skal tage alvorligt. Jeg tror ikke, at bredde er et problem for det handler i høj grad om at synliggøre køn, ikke at blive enige om, hvad feminisme er.

Jeg tror ikke på, at der findes en ægte kvindelighed, som skal beskyttes og opgraderes. Jeg er dog af den opfattelse, at det, der opfattes som kvindeligt i vores kultur, tildeles en lavere status af denne kultur, og at det kvindelige endvidere påklistres alle aktører med kvindelige kropstegn. Og det er blandt andet dette, der skal kæmpes imod. Både nedvurderingen af det, der opfattes som kvindeligt, men også at alle aktører med kvindelige kropstegn skal tillægges bestemte kvindelige egenskaber.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad vi så gør? Hvilke er vores strategier, og hvad er det for en form for ligestilling, vi ønsker os?
Selvom vi ikke tror på fortællingen om det sande kvindelige, tror jeg godt, at der er noget at være fælles om.

Jeg er nenlig af den opfattelse, at man som feminist opererer med en fælles forestilling om, at vi lever i et samfund, hvor der der uligheder mellem kønnene, og det er dette vi ønsker at gøre noget ved.

Hvad er så uligheder, jeg hentyder til? Formelt set har vi jo indført ligestilling for længe siden, vi har lovgivning, der regulerer den slags - i hvert fald på arbejdsmarkedet. Lovgivning, der både skal sikre kønsneutral behandling og i andre tilfælde pålægger offentlige myndigheder at arbejde aktivt for ligestilling. For mig at se består ulighederne dels i, at kvinder oplever sig mere begrænsede af deres kønsroller end mænd. Og dels i, at det der opfattes som mandligt har en højere status i vores kultur. Et samfund hvor de der sættes i forbindelse med det mandlige rent faktisk har mere handlerum.

Når jeg kalder mig feminist, er det således fordi jeg oplever, at kvinder er mere begrænsede end mænd. Og jeg er ikke alene om dette. Jeg oplever således en stor interesse for at drøfte køn, når jeg snakker med andre kvinder på min egen alder. Vi kan meget hurtigt blive enige om, at vi i mange situationer oplever, at vi begrænses, fordi der stilles nogle bestemte forventninger til os, fordi vi er født med en bestemt krop. Man tvinges til at være noget, man ikke har lyst til.

En del af kampen går således ud på at vise, hvordan køn hele tiden skabes og videre, hvordan disse kønskonstruktioner er begrænsende - særligt for kvinder.

Jeg tror, at ulighederne hænger sammen med et bestemt kvindesyn. Et kvindesyn, der manifesterer sig i en lang række sammenhænge. Et kvindesyn, der sætter nogle bestemte forventninger til kvinder, uanset om de er interesserede i dem.

Og vigtigt: som ikke bare sådan er at vælge fra, sådan som nogle kritikere af bogen har plæderet for, at kvinder bare skulle gøre. Jeg tror langt hen ad vejen, at det er vigtigt, at kvinder vælger fra og siger nej tak til kvinderollen, men hvis det overhovedet skal nytte noget, kræver det, at den kultur, man begår sig i, er modtagelig over for projektet – ellers ender man jo blot med at blive betragtet som underlig, så er der ikke meget af kvinderollen, der er blevet ændret. Så det ikke så let som Anne Knudsen i Weekendavisen d. 10. – 16. marts 2000 vil gøre det til – at man blot skal lade være med at gøre sig til sit køn, det er man ikke ene om at bestemme som individ.

Nogle har sagt, at der er tale om gammel vin på nye flasker. Jeg synes ikke, at det gør noget, at historien er fortalt før, hvis problemerne er de samme.
Det gør den ikke mindre vigtig.

Jeg kan nævne en række eksempler på, hvordan kulturen reagerer, når kvinder opfører sig anderledes end forventet eller protesterer mod kvindesynet:
Jeg har en veninde, der var til lægen for at blive vaccineret i forbindelse med et to ugers feltstudie i Østen. Med hos lægen havde hun sin dengang tre-årige datter. Efter vaccinationen blev min veninde spurgt af den undrende læge, hvem der dog skulle tage sig af datteren, mens moren var væk. Min veninde svarede, at det skulle faren. Jeg tror ikke, at en mand/far ville være blevet stillet det samme spørgsmål.

Et andet eksempel på kulturens kvindesyn er, at Leif Blædel i Weekendavisen d. 10. – 16. marts 2000 kan skrive, at det er helt ok, at en mand tager sig i skridtet, når han går forbi en kvinde på gaden, som han synes er attraktiv – at en kvinde, der reagerer på dette er snerpet!

Eller hvad med de kvinder, der gøres til grin, fordi de rent faktisk synes, at det er vigtigt, at lille Oskar ikke har sandaler på i regnvejr – hvorfor skal en kompetance, som det tilfældigvis ofte er kvinder, der har, nedgøres som værende ligegyldig.

Eller at man beskyldes for at være snerpet og mangle humoristisk sans, når man ikke synes, at det er ok, at halv- og helnøgne kvindekroppe figurerer i det offentlige rum og livligt sendes rundt pr. e-mail mellem mandlige kolleger på arbejdspladser.

Strategier: Hvad kan vi gøre ved det?
Da jeg forleden sad og læste de forskellige anmeldelser af ‘Nu er det nok’ i forbindelse med min forberedelse til dette arrangement, slog det mig, at anmeldelser delte sig i to. På den ene side var der de begejstrede, som var glade for, at der var nogle, der gad tage kønsdiskussionerne op og tilmed turde berette om personlige oplevelser. På den anden side var der de kritiske, der hovedsaglig mente, at det var et problem, at der netop var tale om personlige, individuelle historier. Problemet ved dette er ifølge kritikerne, at der ikke slås et fælles program op.

‘Nu er det nok’ er blevet kritiseret for at være individualistisk og elitær – for at der ikke stilles en samlet bevægelse op. Men jeg tror, at man må kæmpe både i det store og det små – for tingene hænger sammen. Med hensyn til at bogen er elitær, er det vist kun at sige, at man jo må starte et sted – og nu blev det altså blandt veluddannede akademikere.

Med hensyn til individualismen er der flere ting at sige. For det første skal det understreges, at bogen netop er lagt an på, at der fortælles personlige historier, at vi så ikke har ønsket eller formået at stille et fælles program op, er en anden historie.

Men for det andet hænger tingene, som nævnt, sammen. De personlige historier er i hvert fald eksemplificeringer på noget større – det kvindesyn, der kritiseres i de personlige historier er også det, der leder til at kvinder aflønnes dårligere end mænd, at kvindefag har lavere status, samt til vold og voldtægt mod kvinder.

En kultur, der nedvurderer det kvindelige er et problem, de nedværdigende kvindebilleder kommer til at præge forventninger til konkrte kvinder i alle mulige sammenhænge.

Hvem er så fjenden?
‘Nu er det nok’ er blevet kritiseret for, at den ikke engang tør gøre mænd til hovedfjenden, ligesom den heller ikke vil gøre det til kvinders ansvar alene. Anita Bay Bundegaard spørger således i Politiken d. 8. marts 2000, hvem klagen skal rettes imod. For mig at se er der imidlertid en grund til at konkrete mænd ikke udpeges som fjenden. For fjenden er den kultur vi lever i og alle dem, der bevidstløst accepterer at leve op til den – det være sig mænd eller kvinder.

Så det er med andre os selv, der skal handle i de konkrete situationer, vi støder på.

Hvad kan man gøre rent konkret?
Helt konkret tror jeg i første omgang, at det er utrolig vigtigt, at synliggøre køn – vise hvordan køn er på spil i en lang række sammenhænge, der opfattes som kønsneutrale. Det er svære spørgsmål, man ikke bare kan lovgive sig ud af – det handler faktisk om holdningsændringer til mænd og kvinder.

Derudover handler det om at udvide rammerne for, hvordan man kan gøre sit køn. Jeg hører ikke til dem, der mener, at alle kønskonstruktioner par tout skal opløses og destrueres, men jeg tror, at vi hele tiden skal være åbne over for at udvide rummet for, hvordan vi gør vores køn. Udfordre vores egne stereotyper om køn og se hvad muligheder det giver os.

Udgivelse af bøger som ‘Nu er det nok’ og ‘Fisseflokken’ er en god ting, der bliver således skabt offentlig debat om køn. Jeg forstår således ikke helt kritikken af bogen, at der ikke gøres noget – at udgive en bog og skabe debat er da at gøre noget …

Men jeg tror også, at det er vigtigt at tage fat der, hvor man befinder sig i det daglige. At gøre noget der, hvor man er, det vil sige på hjemmefronten, på arbejdspladsen og på uddannelsesinstitutionen.

At man tager kampen op på sin arbejdsplads, hvis man synes, at det er problematisk, at de mandlige kolleger bruger deres arbejdstid på at åbne e-mails med vedhæftede billeder af nøgne kvinder. At man lægger mærke til sprogbrugen omkring mænd og kvinder på arbejdspladsen, og reagerer, hvis man synes, at den er for stereotyp.Talen om mænd og kvinder på en arbejdsplads betyder rent faktisk noget for mænd og kvinders handlerum på arbejdspladsen og for hvem der rekrutteres til arbejdspladsen.

På uddannelsesinstitutioner kan der ligeledes peges på, at man bør reagere, hvis man synes, at opfattelserne af mænd og kvinder, der florerer der er for tykke. Det kan være enormt besværligt, men jeg tror ikke, at der er andet at gøre.

Jeg tror også på, at det kan nytte at begynde at drøfte tingene sammen med andre på sin arbejdsplads, uddannelsesinstitution, eller hvor man nu befinder sig. Og et godt tidspunkt at begynde er vel nu, hvor der har været en del offentlig opmærksomhed på kønsspørgsmål. Det gør det måske en smule mere legitimt.

Jeg vil slutte af med at understrege, at jeg også hører til dem, der mener, at det er vigtigt, at mænd inddrages i projektet. Jeg ved dog ikke helt hvordan, mænd afviser ofte at drøfte køn og en vigtig del af mandsrollen er at også at man ikke viser tegn på svaghed. Så jeg tror, at det er svært, at få mænd til at drøfte problemer med kønsidentiteten. Men de kunne jo starte med at skrive en bog – så kunne vi få gang i en dialog.



Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk