De bløde punkter

Anmeldelse af:
Jette Hansen: Det bløde punkt. Kvindeidentitet i ‘90'erne. Tiderne Skifter, 1999, København. 270 sider, 268 kroner.

Hanne-Vibeke Holst: Min mosters migræne eller hvordan jeg blev kvinde. Gyldendal, 1999, København. 329 sider, 250 kroner.

I efteråret kom feminisme, ligestilling, og køn endnu engang på mediernes dagsorden. Det nye startskud kom med den svenske bog Fittstim, på dansk Fisseflokken, der igen bragte feminisme i mediernes søgelys med en række unge kvinders vidnesbyrd om at vokse op i et samfund, hvor kønnet stadig strukturerer muligheder og relationer. Foruden Fisseflokken har debatbøgerne Det bløde punkt. Kvindeidentitet i ‘90'erne af Jette Hansen og Min mosters migræne eller hvordan jeg blev kvinde af Hanne-Vibeke Holst præget efterårets diskussioner. Med stor energi tager disse to forfattere afsæt i såvel egne som andres erfaringer og diskuterer kønsidentitet og kvindeliv med familie- og kærlighedsrelationer som omdrejningspunkter.

I Det bløde punkt... analyserer Jette Hansen en række populære værker skrevet af kvindelige forfattere: Susanne Giezes På andre tanker (1978), Hanne-Vibeke Holsts triologi om Therese Skårup: Thereses tilstand (1992), Det virkelige liv (1994) og En lykkelig kvinde (1998), Isabella Smiths En flirt mellem venner (1997) og antologien Adskillelse, redigeret af May Schack (1993). Hansen læser disse værker som udtryk for forfatternes opfattelser af kvinde- og kønsidentiteter og inddrager desuden sin egen historie om og forståelse af at blive (kvinde)kønnet. Og sin indignation. For som hun konstaterer på bogens første linjer, er det et helvedes problem at være kvinde! Løsningen må da være at få sig en kone ... En kone til at overtage ansvaret, overblikket og den følelsesmæssige og praktiske kontinuitet i børnefamilierne, så man i ro og fred kan koncentrere sig om realiseringen af et succesfuldt arbejdsliv. Men kvinder har som bekendt ikke koner (i den heteroseksuelle og far-mor-og-børn-optik som bogen bevæger sig indenfor), og problemet med at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen er således i Hansens bog et kvindeproblem. Det er kvinder, der sidder i saksen "mellem empati og selvafgrænsning, symbiose og individualitet" (s. 20). Det er kvinder der enten må "amputere [deres] væsen og føleevne og deltage i rotteræset" eller "hutle sig igennem mere eller mindre som en randeksistens på kanten af samfundet med bevidstheden om at være en paria, mens menneskehedens anden halvdel, mændene, står ovre på den anden side, velbjærgede, gabende som en flok tåber: de kan ikke se der er noget problem" (s. 22).

I de nævnte værker udforsker Hansen så denne problematik. Og i hver læsning tegner sig det samme mønster: når de kvindelige hovedpersoner får børn, ændrer det fundamentalt deres liv, men stort set ikke deres mænds. Kvinderne tager ansvar for familierne, mændene gør ikke. Kvinderne udfører det reproduktive arbejde uden at stille større krav til mændene (Hanne-Vibeke Holsts Therese skifter dog sin ud til sidst) og samfundet. På trods af kvindefrigørelse og tilsyneladende ligestilling. For kvinderne har et blødt punkt - nogle stærke følelser omkring seksualitet og moderskab som opleves som overvældende og lidt utilregnelige. Følelser som ikke tematiseres politisk. Dette er derimod Jette Hansens ærinde; at rejse en debat om kvindernes og familiernes vilkår i det moderne - i et ligestillings perspektiv.

Analysen er, at kvinder når de får børn, oplever en form for utilpassethed og ambivalens i forhold til det øvrige samfund. Der er dog ingen ambivalens i forfatterens udlægning af, hvem der har problemet, nemlig kvinderne. Denne skarpskårne entydighed går i gennem hele bogen, hvor Hansen uden at tøve skriver om kvinden, manden, kønsrollen etc. Denne generalisering rejser et vigtigt spørgsmål: hvad er forholdet mellem den nødvendige politiske tematisering af kønsrelationerne og den lige så nødvendige dekonstruktion af ‘kvinden’ og ‘manden’. Som Hansen skriver er italesættelsen af kønnet samtidig en fortolkning af kønnet - taler man om kvinder og undertrykthed, bidrager man på paradoksal vis til forestillingen om kvinder som undertrykte. Men, som hun også skriver, nytter det ikke noget at lade være med at tematisere kvinders problemer, "fordi man ikke vil have at kvindeligheden skal være problematisk" (s. 266). Jette Hansen tier da heller ikke men har derimod det ambitiøse ønske at ændre kulturens (læs mændenes) værdisystem, så det reproduktive arbejde anerkendes og værdsættes. Så løsningen er ikke at få sig en kone. For denne løsning er blot at skubbe arbejdet videre: det overtages af andre - oftest kvinder med lavere social status, færre valgmuligheder og - kunne man tilføje - ofte af anden etnicitet.

Jeg synes Det bløde punkt er vigtig og provokerende - som politisk/polemisk indlæg. Men nuancerne ryger i svinget. Ikke alle mænd er hårde, ikke alle kvinder bløde og ansvarlige. Alligevel er bogen et godt oplæg til at diskutere videre fra - hvis man vel at mærke husker nuancerne og flertydigheden.

I Min mosters migræne eller hvordan jeg blev kvinde er det ikke så meget balancegangen mellem at have børn og karriere, men først og fremmest relationen mellem kønnene - i parforholdet, på arbejdet, til faderen, der er til diskussion. Hanne-Vibeke Holst fortæller sin egen, søstrenes og moderens og mormoderens historie i hendes selv-biografiske odyssé om ‘at blive kvinde’ i en Simone de Beauvoir’sk forstand. Med udgangspunkt i denne kollektive historie påkalder hun sig genkendelsen hos sine læsere; at vore historier om at blive kønnede måske ikke er så forskellige endda. At ‘køn og skæbne’ hænger sammen, som hun skriver. Derfor kan Min mosters migræne ... både læses som et stykke bekendelseslitteratur og som Holsts personlige påvisning af, at køn er historisk og strukturelt betinget, og ikke bare er noget man skaber forfra hver dag, som en af hendes bekendte, skuespilleren, udtrykker det (s. 250).

Til at starte med ville forfatteren dog have skrevet en rigtig klogebog der en gang for alle beviste uligestillingen, sådan så hun "ikke længere skulle diskutere, om der er kønsforskelle, men hvorfor de stadig er så markante" (s. 9). Hun forkaster imidlertid den akademiske form til fordel for den personlige historie. (Bente Rosenbecks Kvindekøn (1987) burde have vist at de to projekter kan forenes, men det er en anden historie.) I Min mosters migræne ... fortæller Holst så de kvindelige familiemedlemmers historier - eller rettere om deres forhold til mænd. Søstrenes og mormoderens stemmer gengives i dokumentarstil, mens Holst egne historier finder flere krogede stier at gå ad. Underbevidstheden skriver med i form af nogle spektakulære drømme; erindringer og erkendelser dukker frem af influenzaens febertåger og til flamencotimer. Holst fortæller om barndommen som ‘pigen med fletningerne’ i Vestjylland, om ønsket om at være one of the boyz, om at være journalistsild og '80'er chick, om tilværelsen som diplomatfrue og forfatter i Moskva. Med pumps og hushjælp.

Men altså ikke mindst om mændene, parforholdene. Ægteskabet er et afgørende punkt i dét at blive kvinde, skriver Holst, og hendes eget ægteskabelige opgør står derfor centralt i forståelsen af kvinders position. Det er først og fremmest i relationen til manden at kvinder undertrykkes, og vejen til frigørelse er først bevidstgørelse og derefter oprør. Det drejer sig nemlig om at vælge. Holsts bud på kønsproblematikkernes løsning for den enkelte kvinde er at vælge Den Rigtige Mand og dermed fravælge de patriarkalske ægtemænd og -skaber, der undertrykker kvinders selvrealisering. Hun konstaterer at hun "har været betydelig mere undertrykt" end hun egentlig troede (s. 326); at hun har været bevidstgjort, men ikke frigjort. Fri bliver hun - ikke ved at være alene, men ved at indgå i et ligestillet og -værdigt parforhold med en mand, der tager sin del af slæbet. Holst skynder sig dog at forsikre læserne, at manden er yderst maskulin, og at der hjemme hos dem er den fineste balance mellem feminine og det maskuline. Så budskabet i Min mosters migræne .... er at, jo, kønnet har en strukturerende betydning, og at det er i relationen til manden, at ‘man bliver kvinde’. Men også at man som kvinde kan frigøre sig fra undertrykkelsen uden at give køb på selve ‘feminiteten’, der ikke på afgørende vis problematiseres i bogen. Holst afslutter sin bog med at citere idolet Beauvoir: ""Man fødes ikke som kvinde, man bliver det."" Og forsætter: "Men hvilken kvinde. Det er valget" (s. 328). Man kan selvfølgelig kun give Holst ret i, at de individuelle valg er vigtige - for kvinder som mænd. Det er bare ikke nok at slutte der.

Jeg synes ikke at Min mosters migræne .... når ikke så langt, som den faktisk kunne. Men bogen er underholdende og kan måske give læserne inspiration til at tænke videre over egne kønnede familiehistorier.

Nauja Kleist, Stud. mag., RUC.

Anmeldelsen har været bragt i Tidsskriftet ‘Kvinder, Køn & Forskning’, nr. 2, april 2000.



Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk