Vi vil både have fleksibiliteten og lønnen!
Mundtligt oplæg til Kønne værdier på arbejdsmarkedet
Kvinderådets cafedebatmøde, 3. oktober 2001

Af Mette Fink-Nielsen, cand.scient.soc., konsulent og tilknyttet feministisk forum

Med inspiration fra dansk film overvejede jeg at tage to oplæg med.
Titlen på det ene skulle være den samme som står i programmet:
Vi vil både have fleksibiliteten og lønnen.
Titlen på det andet oplæg skulle så være:
Fleksible lavtlønnede arbejdsromantikere med dobbelt sort samvittighed.
Grunden til at jeg valgte at holde et oplæg er at indholdet af de to oplæg - efter min overbevisning - egentlig er det samme.
Men titlerne giver to bud på den mulige måde vi nu og i fremtiden indholds-udfylder arbejdslivet og agerer på arbejdsmarkedet som unge kvinder.
De to oplægs titler illustrerer, at jeg synes at denne fremtid både rummer potentialer og skrækscenarier.

Positionering
Når jeg taler i dag er det netop som ung kvinde - hvis 30 år stadig er ung.
Jeg er blevet bedt om at tale om unge kvinders møde med arbejdslivet - og de værdier vi bringer med os, konfronteres med og er med til at skabe.
Det gør jeg ud fra to positioner:
Dels er jeg relativt nyuddannet cand.scient.soc, med under et års erfaring på det private arbejdsmarked som færdiguddannet. Jeg arbejder i en konsulent-virksomhed der er kendetegnet ved høj grad af autonomi i arbejdet, projekt-organisering og fleksible tidsstrukturer. Det vender jeg tilbage til.
Dels er jeg aktiv i feministisk forum, en debat- og arbejdsgruppe som jeg har været med til at stifte for et par år siden. Feministisk forum arbejder på at sætte køn og ligestilling på dagsordenen.
Jeg vil indlede med at sige, at både feministen Mette og konsulenten Mette er meget glade for at være inviteret i dag.

Det fleksible arbejde
Udviklingen mod det fleksible arbejde er for mig at se grundlæggende en positiv udvikling.
Forsiden af medaljen er øget fleksibilitet, autonomi, løbende faglig og personlig udvikling og samarbejde. Men samtidig er det fleksible arbejde som oftest lig mere arbejde.
Kombinationen af et fleksibelt, spændende, insisterende og identitetsgivende arbejde med de praktiske og følelsesmæssige omsorgsopgaver der skal varetages i familien rummer et stort konfliktpotentiale i de kernefamilier, vi stadig har som ideal.
Forhandlingerne om at få lov til at blive længst muligt på arbejde er allerede hverdagskost over mange morgenborde, tror jeg.
Og selv om vi gerne vil tro at verden og kønsarbejdsdelingen har flyttet sig med syvmileskridt, så viser tilgængelige statistikker og analyser at det stadig i størstedelen af familierne er kvinden, der varetager størstedelen af omsorgs-arbejdet.
Og her er det vi risikerer at ende i fælden med at "gå for tidligt fra projekterne på arbejde for at hente børnene for sent i institutionen".
Altså den dobbelte sorte samvittighed.
Rent praktisk er arbejdsdelingen som eksempel at fædrene bringer børnene i institution om morgenen og mødrene henter - og derfor ikke har den tids-mæssige fleksibilitet i den anden ende.
Når jeg taler familie/forældreskab er det fordi de konflikter, der er mellem værdierne på og udenfor arbejdslivet bliver sat på spidsen, når familielivets og arbejdslivets rammer og normer støder sammen - når de ikke kan forenes.
Det er her konfliktpotentialet virkelig bliver synligt, for der er grænser for arbejdsfleksibiliteten når familiens behov skal varetages.

Arbejdsromantikeren
Selv er jeg en ekstrem fleksibel arbejdskraft.
Selv om jeg med min alder er i den ældre ende af de unge, er min livsstil stadig præget af at jeg ikke har børn.
Jeg svarer meget godt til karakteristikken af min generation som "arbejds-romantiker".
Jeg kræver frihed i mit arbejde, plads til personlig udvikling, gode kolleger og et fagligt og socialt indhold i arbejdet, en god tryg base at arbejde fra.
Kort sagt: værdier i arbejdet.

Bagsiden af medaljen
Når en arbejdsromantiker som jeg møder en ekstrem fleksibel organisation med fokus på det fleksible arbejde er jeg godt på vej til Wonderland.
Her kan jeg jo udfolde alle de aspekter og potentialer jeg ønsker i mit arbejdsliv.
Men der også en bagside af medaljen:
Når man møder en organisation hvis selvforståelse er at medarbejderne selv må sætte grænserne og at overarbejde og stress udelukkende er et spørgsmål om medarbejdernes egne ambitioner - ja så individualiseres forhold som ekstrem arbejdsbelastning, stress, arbejdsuger på 70 timer.
Så er det at man finder sig selv i en position som arbejdsromantiker med frihed til at arbejde, så meget som man vil.
Men bare rolig, jeg klynker ikke. (Og det må man jo altid huske at sige som nyfeminist!) Jeg nyder mit arbejdsliv. Men jeg synes det er interessant hvad der sker, når arbejdsvirkelighed og værdisæt støder sammen.
Og her er det at vi finder den interessante kløft mellem hvad vi siger vi gerne vil, og hvad vi reelt gør.
Hvilket liv vi siger vi gerne vil leve, og det liv vi konkret lever.
Her er det jo nærliggende kort at referere Arlie Hochschilds ofte refererede bog The Time Bind.

The Time Bind
Hochschild gennemførte i starten af 90erne en undersøgelse på en stor amerikansk virksomhed, hvor der var indført en familiepolitik.
Som til ledelsens store forundring ikke blev anvendt af medarbejderne.
Undersøgelsen viste, at forældre ikke anvendte familievenlige tiltag, fordi de oplevede at det var på arbejdspladsen at de fik deres identitet, havde sociale relationer, blev værdsat og selv kunne råde over deres tid.
Til gengæld var hjemmet arena for meget pressede, stressede forhandlinger om at få tiden til at række.
Arbejdet i hjemmet var meget funktionsopdelt, og der var et konstant tids- og følelsesmæssigt pres.
Så selv om medarbejderne sagde, at de gerne ville have mere tid til familien så var det i arbejdet de hentede meget af det de værdsatte i hverdagen.
Hochschild giver tre bud på, hvordan medarbejderne mestrer det brud, der er mellem hvad de gør og hvad de siger de gerne vil gøre.
Den første er følelsesmæssig askese - hvor forældrene overbeviser sig selv om at der ikke er uopfyldte behov. At en halv times kvalitetstid før sengetid er bedre end hele dage hvor børnene alligevel keder sig sammen med de voksne.
Det næste er at outsource familieopgaverne. At betale sig fra alt fra rengøring og tøjvask, til børnefødselsdage og fritidsaktiviteter. Det er især kvinderne der står for at administrere disse forskellige ydelser.
Tredje strategi er den psykologiske spaltning mellem et selv og muligt selv. Hvor det potentielle selv gør alt det man gerne ville gøre - hvis blot man havde tid. Hochschild fandt at dette var en typisk strategi for fædrene, illustreret gennem de skøjter og fiskestænger der var købt men aldrig brugt.
En analyse af erfaringer fra en amerikansk hverdag kan ikke uproblematisk overføres til en dansk velfærdsstatsmodel.
Men tendenserne og strategierne fra The Time Bind er efter min overbevisning også synlige i Danmark.
Jeg har ingen børn.
Men jeg kan godt genkende: "At jeg ville arbejde mindre, hvis bare jeg kunne. Men det kan jeg (heldigvis) ikke".
Og min arbejdsplads gør det nemt for mig:
Bærbar PC og Internetopkobling gør at jeg altid lige kan checke mailboksen,
mobiltelefonen at jeg kan nås døgnet rundt (men det er jo mit valg at slukke den!), jeg kan bestille aftensmad når jeg arbejder sent - det største spørgsmål er om det skal være Thai eller pizza i aften?
Og når mine søde kolleger så også sidder sent og vi spiser sammen, ja så er det jo hyggeligere end at sidde alene derhjemme.
Værdier i arbejdet bliver til at arbejdet bliver den bærende værdi.
Jeg kan genkende de strategier, Hochschild optegner for børnefamilierne. Jeg ser også andre strategier blandt de unge kvinder, der endnu ikke har stiftet familie.
En er at fravælge børn. Mange unge kvinder finder ikke at familielivet og deres ønskede karriere er forenelige - og fravælger børnene.
Vores mødre kunne fravælge graviditeten på grund af præventionens indtog - men jeg vil vove den påstand, at vi er den første generation for hvem fravalget af overhovedet at få børn, at stifte familie er så markant på nethinden.
En anden strategi er at udskyde børnene til vi har fået et godt fodfæste på arbejdsmarkedet. Da mange af os med længerevarende uddannelse først er færdiguddannede omkring de 30, er det med til at skubbe alderen for første-gangsmødre godt opad.
En tredje er at arbejde aktivt for bedre sammenhæng mellem arbejds- og familielivet. Gennem små ting. Som eksempelvis ved at sørge for at man som projektleder aldrig lægger møder uden for normal arbejdstid eller daginstitution-ernes åbningstider, at booke i sin kalender at børnene skal hentes og bringes, at arbejde for at alle kolleger uanset køn får fuld løn under barsel, at synliggøre de aktiviteter der ligger udenfor lønarbejdet.
Men det bør ikke kun være de unge kvinders sag.

Fleksibilitet frem for løn

Risikoen er den der fremsættes i en Mandag Morgen analyse for godt et år siden (september 2000) af den unge generation af studerende, der er på vej ind på arbejdsmarkedet: At unge kvinder prioriterer frihed og fleksibilitet frem for løn og prestige.
Det synes jeg er en farlig tendens.
For det første:
Unge kvinder skal passe på at vi ikke bliver den lavtlønnede, fleksible arbejds-kraft. Deraf min ene overskrift: Vi vil og skal både have fleksibiliteten og lønnen.
Vi både vil og kan det fleksible arbejde, og hvis det er hvad arbejdsgiverne vil have, så skal de få det - mod betaling.
Vi skal prisfastsætte vores værd. Både tid og løn skal være centrale forhandlingselementer.
For det andet:
I Mandag Morgens terminologi bliver de traditionelle belønningsformer pludselig nærmest underlødige:
Hvorfor er det at lade sig lokke af traditionelle belønningsformer, når det handler om kvinder?
Hvorfor er fede lønninger, frynsegoder og forfremmelser pludselig ikke statusgivende eller direkte negative når det er kvinder der kræver det?
Kan disse gængse belønningsmetoder ikke sameksistere med de værdier vi i øvrigt vægter i form af udvikling - såvel faglig som personlig?
For det tredje:
Er jeg bange for den essentialisering der sker af nogle åbenbart bestemte kvindelige værdier.
Når det udråbes som om det især er de unge kvinder der fokuserer på fleksibiliteten og friheden - og til gengæld ikke er så interesserede i lønnen, så skal vi til at passe på.
Disse værdier er ikke bestemt kvindelige - vi skal netop udbrede dem til at være noget alle efterspørger, uanset køn. Dette er projektet om at få mændene mere synlige i familierne, nu vi har kvinderne på arbejdsmarkedet.
For mig ser det ud som om de unge mænd også i stadig stigende grad kræver fleksibilitet og frihed. Det er en del af det fleksible eller Det Udviklende Arbejde som slår igennem blandt den generation, der er på vej ind på arbejdsmarkedet.
Senest vist gennem en undersøgelse blandt unge ingeniørstuderende refereret i Ingeniøren september i år (28/9/01).
Og flere og flere mænd kræver også at deres forældrerolle bliver værdsat - og at arbejdslivet giver rum til forældreskabet.
For mig at se står arbejdsmarkedets unge - uanset køn - overfor en stor fælles udfordring:
Hvordan vi indretter arbejdsmarkedet så fleksibiliteten kan benyttes til fordel for vores familie- eller fritidsliv i stedet for altid til hovedsageligt at arbejde mere?


Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk