Velkommen til Sibirien
Af Leonora Christina Skov, redaktør af De røde sko - Feminisme nu

Kommentar bragt i Politiken 8. marts 2002 i anledning af bogens udgivelse

Der hersker et kæmpe problem i Danmark. Problemet er, at vi tror, alt er i den skønneste orden, og at vi opnåede ligestilling for femogtyve år siden. Det er forkert, og for et år siden besluttede jeg mig for, at det var på høje tid at mane den forestilling endegyldigt i jorden. Derfor samlede jeg 30 yngre kvinder og bad dem analysere hvilke forestillinger og fremstillinger af køn, der hersker alle vegne i og omkring os. Resultatet kan læses i antologien De røde sko - Feminisme nu, der udkommer i dag på forlaget Tiderne Skifter.
Antologien er først og fremmest et opgør med alle de vedtagne sandheder, der udgør den begrænsende norm i Danmark. Det vil sige et opgør med forestillingen og fremstillingen af den unge, hvide, heteroseksuelle kernefamilie, Kvinden og Manden og deres postulerede medfødte egenskaber. Det er kulturen, der skaber forestillingen om, hvad der er naturligt og normalt, ikke naturen selv. Den er et politisk begreb, og den bruges, når man mangler gode argumenter for, at kvinden skal gå på forældreorlov, tage sig af omsorgsarbejdet og drømme om kernefamilien.
Medierne spiller en afgørende rolle i skabelsen af disse falske normer. Med deres ofte skævvredne fremstilling af kønnene og feminismen sørger de for, at stereotyperne trives i bedste velgående.
Et første forsøg på at sætte feminismen på dagsordenen igen efter mange års tavshed var den svenske antologi Fisseflokken fra 1999. I foråret 2000 kom den danske Nu er det nok. Så er det sagt.
Medierne brød sig dog hverken om denne kritik af Den Hellige Norm eller om den personlige tilgang, og frem for at forholde sig konstruktivt valgte man i stedet at forsvare sig. Dette forsvar bestod i at opstille et skræmmebillede. Det kaldte man nyfeminisme, og dette skræmmebillede havde man stort held med at presse ned over de unge feminister, så de akkurat fremstod så endimensionalt forfærdelige, at enhver kunne forstå, at der var grund til at distancere sig. En nyfeminist er efter mediernes fremstilling 1) overflødig, forkælet og selvoptaget. 2) elitær, universitetsuddannet og i gang med enten at udbygge sit CV eller med at tale sort. 3) befinder sig i et kronisk modsætningsforhold til halvfjerdserfeministerne og til mænd. Muligvis lesbisk. Helt sikkert seksuelt frustreret.
Kort sagt: En nyfeminist er en yngre kvinde, der ikke har bedre ting at give sig til end at sminke det feministiske lig. Det ser ikke særlig overbevisende ud, og ingen forstår, hvorfor hun ikke bare holder op.
Problemet er blot, at nyfeministen aldrig har eksisteret. Medierne skabte hende til lejligheden, fordi hun passede perfekt som aktør i tre udslidte scenarier, der både kunne sælge aviser og skaffe seere, og deres simple handlingsgang lader sig let genfortælle.
1) Kvinder og mænd i åben konfrontation. Her skal nyfeministen agere Kvinde, og hendes rolle er at råbe ind i hovedet på manden, at hun vil have ligestilling, hvorefter manden skal råbe tilbage, at han fandeme har det lige så hårdt som hende. Herefter må nyfeministen erkende, at hun bør holde sin kæft.
2) Mødre og døtre i åben konfrontation. Her er nyfeministens rolle ikke at agere Kvinde, men at agere datteren, der tror, hun siger noget nyt, hvorefter moren fortæller hende, at der absolut ikke er noget nyt under solen eftersom hun - moren - sagde præcis det samme for femogtyve år siden. Efter mange kontroverser indser nyfeministen nok engang, at hun lige så godt kan holde sin kæft.
3) Kvinde er kvinde værst. Her består nyfeministens rolle i at nedrakke andre feminister, så enhver kan se, at det ender i ren hønsegård, når kvinder forsøger at gøre noget som helst i fællesskab. I dette scenario skal nyfeministen ikke holde kæft. Hun skal tværtimod råbe ud over hustagene, at mænd i virkeligheden er lige så livsvigtige for hende som den luft, hun indånder.
I alle tilfælde har medierne formået at fremstille feminismen til en plat føljeton, ingen gider at følge med i, med mindre de er bundet til sofaen, og feministen til en andenrangsuduelig skuespiller, der hverken er særlig troværdig eller særlig interessant.
I efteråret 2000 udsendte to grupper af mænd antologierne Pikstormerne og Hvordan mand som modsvar til Fisseflokken og Nu er det nok. Så er det sagt. Heri slog de til lyd for, at de kønsspecifikke problemer, kvinderne pegede på, i virkeligheden er almenmenneskelige, fordi mænd er underlagt samme begrænsninger som kvinder. Det er svært at være uenig i, at begge køn er begrænsede af samfundsskabte og -fremstillede normer, om end trangen til at kæmpe om retten til at være mest begrænset og mest offer forekommer temmelig ørkesløs. Hvorfor dog kæmpe om sidstepladsen? Umiddelbart lyder det absolut konstruktivt at slå begrænsningerne sammen og danne fælles front, men dette fælles kønsprojekt er desværre ikke i overensstemmelse med, hvordan verden ser ud. Vi burde være jævnbyrdige individer, men verden opfører sig, som om vi er væsensforskellige. Vi burde overhovedet ikke være begrænsede, men det er vi. Og vi burde i det mindste være begrænsede på samme måde, men normen dikterer helt forskellige roller afhængig af, om man er kvinde eller mand.
Så længe det er sådan, er der brug for et særskilt feministisk projekt, der fokuserer på, hvordan normen begrænser kvinder. Det er De røde skos primære ærinde, og det er det, fordi vi umuligt kan nå frem til, hvordan tingene bør være, før vi har afdækket, hvordan tingene er.
Det feministiske projekt er ingen skyttegravskrig, og formålet med antologien er ikke at opstille nye skræmme- og fjendebilleder. Hverken mænd eller medier er som udgangspunkt feminismens erklærede fjender, og antologien her er først og fremmest tænkt som en åben invitation til samarbejde. For ønsker vi at ændre det begrænsede er til et bør være med langt større udfoldelsesmuligheder, end vi ser i dag, er vi alle spillere. Endog på samme hold.
Tingenes tilstand ændrer sig ikke, før vi ændrer os og finder samarbejdsviljen og lydhørheden frem, og de ændrer sig ikke, før vi alle gør det. Det er derfor på høje tid at se sig omkring og konstatere, at der er mere brug for et samlet feministisk projekt, end der har været i mange år. Derfor feminisme. Og derfor nu.



Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk