Smukke statistikker er ikke nok.
En østrigers kritik af feminismens lave status i dagens Danmark

Af Saskia Ruprecht (Wien)

Indlæg sendt til feministisk forum fra Østrig.

Man ser et eller andet rådyr, og bagefter følgende tekst: „Kan nedlægges med..." plus en eller anden geværtype. Så en hare eller noget lignende, plus samme tekst og en anden geværtype. Til sidst en smuk pige i bikini, plus de følgende linjer: „Kan nedlægges med: en buket blomster." En blomsterreklame på dansk TV, og ingen der protesterer.

Man ser tre smukke piger, og nedenunder teksten „Heiße Fracht". En plakatreklame for ÖBB, den østrigske pendant til DSB, og mange der protesterer. Kvinder reduceres til at være „fragt" i stedet for mennesker, hedder det; det er nærmest en opfordring til seksuelle trakasserier på toget, hedder det; der proklameres et uopnåeligt skønhedsideal, hedder det. I hvert fald objektiveres kvinder med sådanne reklamer, det er der bred enighed om, og derfor vil vi ikke have dem.

Blev kvinden i den ovenomtalte danske reklame ikke objektiveret? Cementerede den ikke det ældgamle kønsrollemønster med kvinden som bytte og manden som jæger, der bare skal finde den rigtige „geværtype" så han kan „nedlægge" hende? Fik hun ikke tildelt samme status som et eller andet skovdyr?

Jo, denne danske reklame var sexistisk. Da jeg så den første gang, i begyndelsen af to semestres studieophold i København, blev jeg noget forbavset, over at man kunne vise sådan noget i det avancerede Danmark. Det er ellers ikke så underligt, for folk der ikke rigtigt har fulgt med i det sidste århundredes samfundsmæssige udviklinger, findes alle steder henne, og nogle af dem arbejder tydeligvis i reklamebranchen. Det forbavsende var for mig ikke så meget, at reklamen fandtes. Det forbavsende var at ingen protesterede. I mit hjemland; det gammeldags, katolske Østrig, ville den reklame nemlig utvivlsomt have mødt modstand fra alle mulige sider; og når der er tale om ligestilling, betragter vi os ellers som noget bagud og ser andægtigt op til skandinaverne, som jo er kommet så meget længere.

Når jeg har spurgt danskere om, hvordan der kunne være bred accept af den slags, har jeg som regel fået at vide, at sådan noget tager man bare ikke så tungt her, for danske kvinder er jo allerede så ligestillede, at man godt kan være lidt overbærende. Feminismen er i hvert fald forlængst blevet overflødig; noget gammeldags som der ikke længere er brug for. En dansk feminist, der er blevet interviewet om netop sexistiske reklamer på TV et stykke tid senere, sagde hovedsageligt én ting: Undskyld. „Ja, jeg ved jo godt, at det, jeg siger her, lugter af gammeldags feminisme, men man burde måske alligevel...".

„It will not be time to speak of postfeminism until we can legitimately speak of postpatriarchy", har Nancy Fraser sagt. Har danskerne virkelig overvundet patriarkatet - sådan helt og holdent, mener jeg? Svaret er enkelt: Nej. Patriarkatet er overvundet, når kategorien køn ikke længere vurderes højere end individet – og det gælder alle områder. Når mænd ikke får mere i løn end kvinder; når ca. 50% af universitetsprofessorerne er kvinder; når Dansk-Broder-Orden og andre herreklubber ikke længere bare protegerer mænd, men også åbnes for kvinder osv. Og frem for alt: Når en mand kan kigge på en kvinde og tænke „menneske" først i stedet for „bytte".

Skandinaverne har i forhold til de mere sydlige lande nogle ret smukke (om end langt fra perfekte) statistikker. Men ligestilling er ikke kun et spørgsmål om statistikker, jf. Mark Twain: „There are three kinds of lies: lies, curst lies, and statistics". Ligestilling er frem for alt et spørgsmål om bevidsthed, og dér ser det ikke helt så godt ud. Det faktum, at ligestillingen med tiden banede sig en vej gennem det officielle Danmark, men ikke rigtigt nåede ind i folks bevidsthed, resulterede i en fatal kortslutning. Argumentet lader til at gå som følger: Jamen, når nu vi har fået ligestillingen indskrevet i lovgivningen, men kvinderne alligevel bliver ved med at drømme om den flamencodansende macho, som behandler dem som en dame, og mændene samtidig stadig inderst inde føler, at deres potens er truet af en kvinde, der er bedre til at reparere biler end dem, så må det jo være, fordi de her kønsrollemønstre er antropologiske konstanter. Med andre ord fordi de nu engang er naturlige. Det er ikke, fordi vi aldrig har gjort os den umage at ændre på vores grundlæggende tænkning; det er, fordi Moder Natur nu engang har skabt mænd og kvinder forskelligt.

Og således kom biologismen tilbage til det danske samfund som den eneste virkeligt alment anerkendte religion, og frigjorde befolkningen fra at tage ansvar. Som jeg har fået at vide af en dansk overbygningsstuderende, må det faktum, at hun ikke er i stand til at skifte en pære ud, og at hendes kæreste ikke er i stand til at stryge sit tøj, nødvendigvis føres tilbage på genetiske årsager. Det er selvfølgelig enormt praktisk, for så bliver hun aldrig nødt til at indlære den drejende bevægelse, der skal til for at skifte en pære ud, og som kræver en mands medfødte tekniske talent; og han bliver aldrig nødt til at lære, hvordan man bevæger et strygejern hen og tilbage over et stykke stof, hvilket til gengæld kræver en kvindes ligeså medfødte familiesans. Det ville måske endda være en forbrydelse mod Naturens Evige Lov at gøre sig den umage.

Når nu Naturens Evige Lov skal forkyndes befolkningen for at give gamle dårlige vaner en ny dyberegående berettigelse, må det jo i dag først og fremmest ske gennem medierne. Det kan godt være, det er min selektive fornemmelse, men der er tydeligvis en del bestræbelser på at betone og fremme de gamle kønsrollemønstre, at sælge dem som charmerende og, hvad værre er, identitetsstiftende. Jeg tænker ikke kun på ekstremer som Martin Østergaards sut-pik-og-hold-kæft-filosofi i „Vejen til mandens hjerte". Jeg tænker fx på showet „Kald mig Mads", hvor pågældende Mads plejede at spilde hele udsendelsestiden på at referere stereotype kønsroller ukritisk sammen med tre kvinder. Jeg tænker på et spørgsmål om bleer, som engang blev stillet en mand i „Hvem vil blive millionær", hvor studieværten grinede „Nå, det kan du jo ikke vide" og viste sig særdeles forundret over, at kandidaten ville ringe til sin far for at få hjælp med løsningen. Jeg tænker på en to sider lang artikel i Politiken, hvor adskillige kvinder og mænd blev spurgt om, hvad de syntes var umandigt/ukvindeligt, og hvor resultatet var, at det må ses som umandigt at kunne sy, og som ukvindeligt at være god til at køre bil. Jeg kunne sagtens komme med flere eksempler.

Danskerne er kommet længere med hensyn til ligestilling mellem kønnene end de fleste andre lande, men det er ingen grund til at blive uagtsom, for slaget er langt fra vundet endnu. Det er naivt at tro, at 30 års kvindebevægelse kunne have gjort 4000 års patriarkat usket. Så bliv ved med at kæmpe, bliv ved med at være ubehagelige, og sig for alt i verden ikke undskyld for det.


Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk