Porno og vold
Af Anne-Marie Mikkelsen, tilknyttet feministisk forum

Indlæg bragt i Politiken i forkortet udgave 17. september 2002

En misforståelse af min holdning til fiktion og virkelighed opstår, når Bjørn Jeberg (BJ. Pol. d. 12.09.) omtaler overfald på gaden, og herudfra sidestiller virkelig vold med voldsfilm. Formodningen om, at jeg skulle leve i en verden uden vold, fordi jeg påstår, at voldsfilm ikke gengiver den hverdag, som de fleste lever i, finder jeg meget besynderlig.
Der er tal på hverdagens gadeoverfald, men endnu mangler tal på, i hvor høj grad børn, unge og voksne er påvirket af hverdagens porno i forskellige forklædninger.
Når BJ vender min argumentationen til at være et spørgsmål om at vise børn porno, fordi de ikke kan sammenstille den med virkeligheden, synes jeg, det er langt ude.
Porno er ofte ufrivilligt påtrængende, f.eks. i reklamer, eller på ukodede lokalkanaler, hvor man måske leder efter nyt om sit nærmiljø. Og at nogle kan skelne, er ringe trøst for de som bliver prøveklud for en tilfældig fantasi hentet fra pornofilm, f.eks. er mange danske og udenlandske behandlere enige om, at en række gruppevoldtægter er direkte inspireret af pornofilm, og det uanset at gerningsmændene er oplyste om, at det er strafbart at voldtage.
Da man indtil videre ikke har været i stand til at udbrede virkbar oplysning, som f.eks. kan forklare, hvorfor man tillader at udnytte kvinder (mest) til næsten hvad som helst i virkelighedens pornofilm, og de smerter og psykiske sår som mange af disse kvinder får, mens andre kalder det ytringsfrihed og behagelig liderlighed, så er det måske på tide at komme med visse censurforslag. For at beskytte de uoplyste, men også for at gøre fravalget nemmere for de mange som ønsker det.


Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk