Man tror, det er løgn!
Af Nauja Kleist, cand.mag.

Dele af denne anmeldelse af Lone Nørgaard: Børn, løgn og kvinder - et opgør med ligestillingsbegrebet er tidligere bragt i tidsskriftet Kvinder, Køn & Forskning, nr. 1, 2002.

Moderskab og karriere er en svær, nej umulig, kombination. Så kort er hovedbudskabet i en af de seneste debatbøger om moderskab: Cand.mag Lone Nørgaards Børn, løgn og kvinder - et opgør med ligestillingsbegrebet (2001). Bogen behandler balancen mellem karriere og moderskab, mellem personlige ambitioner og børnenes velfærd. Den bidrager således til den fortsatte debat om arbejds- og familieliv, der med en blanding af selvbiografiske, litterære og psykologiske perspektiver har fundet sted i de senere år. Her kan nævnes Dorthe Studgarths Undskyld, hvor kan jeg stille mit moderskab (1998), Jette Hansens Det Bløde Punkt (1999), Lena Wennbergs En rigtig mor? (2000), Ole Scouenborgs Velfærdsyngel (2001), og så altså Nørgaard. Fra forskellige vinkler søger disse bøger at afromantisere livet som mor og give realistiske bud på moderskabets indhold og især udfordringer. Og det er synd at sige, at Nørgaard til blandt optimisterne i denne genre. I hvert fald, hvis optimismen gælder kvinders muligheder for både at være mødre og gøre karriere.

Børn, løgn og kvinder
Børn, løgn og kvinder spænder vidt. Nørgaard ønsker at "bidrage til en fornyelse af den dominerende diskurs inden for feltet ligestilling samt at gennemhulle de myter og løgne, der fortsat florerer på området" (7-8). At lave et opgør med ligestillingsbegrebet. Eller i hvert fald et oprør, som Nørgaard tilføjer (8).

Bogen starter med en række korte fortællinger skrevet af såkaldte drengemødre, inklusiv Lone Nørgaard selv. Derefter følger en kategorisering af forskellige barneønsker og en diskussion af forældrearbejdsdeling. Nørgaard fortsætter med et interview om teoretiske perspektiver af svangerskab og jordmoderarbejde og går derpå videre med en diskussion af ligestillingsbegrebet og af forskellige stemmer i kønsdebatten. Afsluttende er Nørgaards vision: En samtale med en fiktiv datter om moderskab og ligestilling, der munder ud i intet mindre end ti bud, som ifølge forfatteren er den ramme, datteren og alle andre skal leve og træffe deres valg indenfor - om man vil det eller ej.

Nørgaards teoretiske udgangspunkt er en opfattelse af, at socialkonstruktivismens fokus på konstruktion overser afgørende kropslige præmisser. Dette, mener hun, resulterer i en fejlslagen ligestillingspolitik, hvor kvinder - eller rettere mødre - er dømt til at blive tabere og hænger på omsorgsarbejdet. For børn er arbejde, lortearbejde endda (271). Og det er der tilsyneladende ikke meget at gøre ved. Mændene gider ikke og kvinder bør derfor på forhånd vælge mellem karriere eller børn, mener Nørgaard. Nægter kvinderne at tage det valg, svigter de børnene. Her kommer forfatteren så med en række praktiske forslag til at gennemtvinge bedre børnevilkår som fx babykørekort, max. 30 timers daginstitution og først fra 18. levemåned samt obligatorisk familiekundskab i skolerne, hvor det fasttømres at børn er arbejde og dyre (108-110). Deltid de første 14-16 år af barnets levetid er et andet must, og er det ikke muligt i ens umiddelbare arbejdsliv, har Nørgaard såmænd også et råd her: Der mangler arbejdskraft inden for rengøring, børnepasning og hjemmehjælp (111), så man kan bare skifte spor.

Nørgaards ligestillingsopgør synes altså snarere at pege i retning af en opgivelse af ligestilling. Hvilket også bliver bekræftet i den afgørende vision: Ligestilling er kun for single-kvinder uden børn (253). Denne anmelder med to små børn er rygende uenig. Hvor en kritisk diskussion om sammenhængen mellem arbejds- og familieliv er vigtig, ja påkrævet, så ryger Nørgaards pointer ud med manglen på nuancer, og de mange firkantede forestillinger om både mænd og kvinder. Som når hun fastslår, at mænds motiv til at indgå parforhold er et ønske om "sex og service" (264), mens kvinder så inderligt ønsker "at give og modtage omsorg og nærhed og ømhed" (259). De to køn har med andre ord en afgrund mellem sig og for at kvinder ikke skal tages ved næsen, skal de opdrages til at handle mere hensigtsmæssigt (271). Her er hverken megen respekt for kvinders kapacitet til at tænke og handle selv eller tiltro til mænds evner for omsorg og kærlighed.

Og så giver Nørgaard jo også en række kommentarer til ’stemmer i kønsdebatten’, herunder feministisk forum. Da hun nu har henvendt sig direkte til feministisk forum om en anmeldelse af bogen, vil jeg da også her kommentere hendes indlæg om ff. Indlægget har de samme svagheder som resten af bogen: Hvad der kunne have været en spændende og diskuterende analyse eller kommentar, skæmmes af en meget firkantet opfattelse og følgende afvisning af socialkonstruktivisme, en lige så firkantet opfattelse af mænds og kvinders ’natur’, en nærmest ulidelig tro på egne udlægninger som ’sandheder’ og endelig en indimellem gennemsyrende sarkasme.

Nørgaard tager fat i et oplæg om Fisseflokken og Nu er det nok som undertegnede, Charlotte Gerhauge, Mette Liv Mertz og Nina Banerjee holdt på Foreningen for Kønsforsknings konference på RUC 2000. Hun keder sig bravt, da det viser sig, at feministisk forum har et socialkonstruktivist udgangspunkt og ikke overrasker hende. Dette afholder dog ikke Nørgaard fra at bruge hele otte sider på oplægget. Jeg vil her skifte analysestrategi og tage Lone Nørgaards egen foretrukne metode i brug og gengive et længere citat fra bogen, så læseren kan bedømme selv. Det starter med et citat fra feministisk forums oplæg, der nævner ordet ’sex’ eller rettere ’usexet’:

"[feministisk forum:] "Som debatten om bøgerne også viser, har det for mange i lang tid været svært at forestille sig noget mere ’usexet’ end at tale om feminisme og ligestilling".

"[Nørgaard] Det er rigtigt, at debatten har fristet en skygge-tante tilværelse. Men I tager fejl i, at det er usexet at tale om feminisme. […] Sagen er den, at de "gamle" feminister var blevet for gamle til at være attraktive mediesild. Selv hvis man fitter sig flere gange om ugen, er ballet forbi omkring de 40. Der er derimod ikke noget mere sexet end en ung, sprød, stram-i-kødet feministist. En rigtig lille nougat-guf-guf, der bare oser af sensualitet, mens hun holder ildfulde feministiske kamptaler. Desværre lider hun af den illusion, at mændene er enooormt interesserede i hendes meninger, hendes argumenter og hendes åndfuldhed, men interessen er nok mere rettet mod et fokuspunkt et stykke længere nede af kroppen. Som jeg plejer at sige: Kvinders største aktiv sidder vi på - så længe vi er under 35 (s. 231-232)".

Dette rejser jo flere spørgsmål: Hvad har Nørgaard egentlig har tænkt på, da hun skrev disse linjer? Hvem og hvad er en nougat-guf-guf?? Staves enooormt med tre o’er? Bliver alle mænd virkelig liderlige ved synet af en feminist under 35-40 år? Mener Nørgaard at kvinder under 35 lige så godt kan se i øjnene, at mænd (og kvinder?) alligevel ikke hører efter, hvad de siger, da deres primære ’aktiv’ er deres krop (læs kønsorgan)? Efter min mening et noget specielt oprør mod ligestillingsdiskursen vi her præsenteres for. Man tror, bogen er løgn eller i det mindste en dårlig vittighed.



Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk