Modernitetens janushoved
Anmeldelse af Nina Björk: Sirenernes Sang. Modernitet og køn.
Af Mette Liv Mertz, cand.mag. i engelsk og kønsforskning

Bragt i Kvinder, Køn & Forskning 02/2001.

Den svenske litteraturkritiker og skribent Nina Björk, der i 1996 fik sit nordiske gennembrud med Under det rosa täcket (på dansk Kvindelighedens maskerade), har begået en ny bog. I Sirenernes sang søger hun at spore "parfumeflakonens" eller forbrugets modernitet, som hun hævder har spillet en ligeså vægtig rolle som den mere traditionelle "flyvemaskinens" eller produktionens modernitet.
Det er en lang og interessant færd, man som læser begiver sig på under Björks vinge: man rejser ud med Odysseus, Faust og Lars von Trier og bliver vidne til det moderne "beregnende, fornuftige, rationelle, driftsovervindende" og frem for alt mandlige subjekts tilblivelse og befæstelse, og ender in bed with Madonna, hvortil Björk har henlagt en diskussion af begreberne repræsentation, subjekt-objekt og kapitalisme.
Undervejs hvirvles man gennem "det første offentlige moderne kvinderum", nemlig stormagasinets forunderlige og lokkende univers. Det er her, det kvindelige blik for første gang skuer udad, og kvinden tilbydes en subjektposition som voyeur og konsument. Björks fortolkning af varehusenes velsignelser er dog dyster: "måske kan kvinden [...] kun handle som et subjekt i forhold til andre objekter?" Og hvor autonome er kvinderne egentlig, hvis de gang på gang forføres af en mandlig spekulant, der har sat varerne i scene?
Mens den moderne mand drømmer om at forandre verden, drømmer den moderne kvinde om at forandre sig selv; de indkøbte attributter skal hjælpe hende til at blive en anden. Dette skisma genoptager Björk senere med stort held i forbindelse med anoreksi.
En langt mindre forstemmende konklusion når man derimod, hvis de købelystne kvinder anskues gennem modernitetens æstetiske brilleglas. Udfra dette perspektiv handler de nemlig i mere end én forstand; de skaber sig selv som kunstværker, og opfattes dermed atter som subjekter. Det er netop Björks overordnede spørgsmål, om det ikke har været denne subjektposition, der har vist sig at stå distancen?
Fra parisisk haute couture drager vi videre til Flauberts Madame Bovery, hvor hovedpersonens glubske læsning af triviallitteratur bliver fatal. I dette måske bogens teoretisk stærkeste kapitel anskueliggør Björk, hvorledes romangenren blev gjort stueren. Fra at være underlødig fiktion skrevet for, om og af kvinder (og mænd under kvindeligt pseudonym) avancerede romanen i litteraturhierarkiet ved at frasige sig kommercialisme, femininitet og eskapisme. Denne opstigen skyldtes først og fremmest et fokalt skift fra indhold til stil, men også realismens indtog spillede en rolle. En anden vigtig faktor var de mandlige romanforfatteres insisteren på, at måden, hvorpå værkerne blev læst, var altafgørende for kvaliteten. Kvinder havde tendens til at blive romanister — de manglede simpelthen evnen til at skelne fiktion fra virkelighed — hvorimod mænd i højere grad var i stand til at distancere sig fra eventuelle sentimentale islæt og værdsætte sproget som medie.
Læseren inviteres herefter til et møde med en mandlighed i krise. Vi befinder os ved slutningen af det nittende århundrede, da den stadigt mere insisterende kobling mellem industrialisme og en sund, normal mandlighed affødte en modreaktion i form af dekadenterne, eller de såkaldte dandies. I takt med, at "feministerne hævede deres stemmer og talte som kvinder", demonstrerede selvsamme feminister, at den eneste røst, man havde hørt hidtil, faktisk havde et køn, og at dette køn var maskulinum. Mænd blev dermed for første gang pludselig sat over for opgaven at skulle definere maskulinitet, og en voldsom kamp om indholdsudfyldelse af begrebet tog sin begyndelse. Ordkæden mandlighed-produktion-effektivitet blev endnu strammere i leddene og i endnu højere grad kontrasteret med kvindelighed-forbrug-drømmerier. Som reaktion opstod fin de siècle-bevægelsen, som Björk mener, er et produkt af flyvemaskinemodernitetens oversete søster — "overfladens, kunstighedens, æstetikkens og illusionens modernitet".
Dandyerne surfede måske nok på deres køns periferi, men dette betød ikke, at de hyldede kvinden af kød og blod. Selvom dandyen "helt klart [...] havde gender trouble", opponerer Björk eksplicit mod fortrinsvist Judith Butlers entydige idolisering af aktører med mandligt kropstegn, der "undergraver de rigide grænser mellem mænd og kvinder". Kun mænd kunne blive rigtige dandies, da det var af altoverskyggende betydning, at den efterstræbte kvindelighed netop var påtaget og artificiel [sic]; ergo var kvinder som udgangspunkt udelukket fra at kvalificere sig som sande dekadente. Samme kritik retter Björk senere mod Baudrillard.
Efterhånden tegner vejs ende sig i horisonten, men først må læseren indlægge sig til Operation kroppen, der som Emma Bovarys læsning er blandt bogens absolut mest fængende og overbevisende kapitler. Her vender Björk tilbage til den moderne kvindes dilemma, der i værste fald kan udarte til anoreksi: da der traditionelt er blevet sat lighedstegn mellem "kvinde" og "krop", er det logisk, at kroppen søges transcenderet. Det tragikomiske er, at den anorektiske kropsfornægtelse netop skaber "et liv der kredser omkring kroppen". Björk argumenterer for, at anoreksiens somatiske konsekvenser kan ses som en bevægelse hen imod mandlighed; de kvindelige karakteristika forsvinder, og idet selve legemet i yderste instans svinder ind, har den spiseforstyrrede opnået at blive neutrum, hvilket historisk set er identisk med mand. Dén selvdisciplin og begærsudsættelse eller -forsagelse, der forbindes med det moderne subjekt, vendes hos anorektikere og kvinder, der er (sygeligt) optagne af deres vægt i det hele taget, indad. "Dekorativ kvindelighed står i modsætning til jeg-stærk mandlighed", og anorektikeren "forvandler denne kulturelle konflikt til en individuel kamp"; "vort økonomiske system kræver at disciplin og nydelse eksisterer side om side".
Vi ender som tidligere nævnt udmattede i Madonnas seng. I det moderne samfund er individet synonymt med sit udseende. Björk foreslår, at vi, i stedet for at se dette som kapitalismens og narcissismens endelige triumf, når til den mere nuancerede konklusion, at det er modernitetens forbrugsside, der har fået overtaget, hvor det tidligere var produktionssiden. Det fokus på image, look og æstetik generelt, vi er vidne til i dag, "taler af historiske årsager først og fremmest til kvinder", og måske er det heri, den famøse femininisering af samfundet består? Mod-traditionen er blevet mere lukrativ end traditionen, og derfor er den pludselig også blevet mandlighedens og dermed majoritetens ideal? Det lyder unægteligt plausibelt.
Björk benytter sig, som man kunne forvente, flittigt af Horkheimer og Adorno i sine modernitetsanalyser, mens det godt kan undre, at hun ikke i højere grad har trukket på f.eks. Andreas Huyssen, når hun nu netop vil koncentrere sig køn og æstetik. Da hun tillige generøst citerer fra skandinaviske kilder, fortjener Tania Ørums udmærkede bidrag til Kvindens former "Romanen og kvindeligheden", der som kapitlet om Madame Bovary beskæftiger sig med romanens indlemmelse i den litterære kanon gennem mandlige forfatteres tilegnelse af genren, i det mindste en henvisning.
Man kan dog næppe bebrejde Björk den danske oversættelses radbrækkende kommatering, der til tider er decideret meningsforstyrrende (det samme gjorde sig i øvrigt gældende for Kvindelighedens maskerade). Men der er andre kritikpunkter: Björk tager af og til "munden for fuld" og mister derved fokus, omend man kunne mistænke de mange ekskurser for at være udtryk for en journalistisk snarere end en akademisk skrivestil. Hun kommer endvidere med enkelte udtalelser, der tangerer det absolutte, argumenterer sine steder en anelse usammenhængende og drager nogle få bombastiske konklusioner.
Det er afgjort i sine analyser af litterære værker, genrer og bevægelser samt i den hudflettende dissektion af svenske dameblade, herunder særligt Amelia, at Björk excellerer.
Det er med andre ord fortrinsvist, når hun tager trådene op fra Kvindelighedens maskerade, at bogen løfter sig op på et højere abstraktionsniveau. Men hermed ikke sagt, at Sirenernes sang er en "to´er"; tværtimod har Björk tydeligvis funderet videre over flere af pointerne i sin første bog, og selvom denne anmelder begræder det, signalerer det i det mindste dynamik, at hun forholder sig mere skeptisk til post-strukturalismen end tidligere.
Björk formår bogen igennem at bibeholde et positivt engagement sideløbende med en retfærdig harme over status quo. Hendes udgangsreplik peger fremad: "Enhver kulturanalyse, som ikke tager hensyn til køn, er kun relevant i et samfund der heller ikke interesserer sig for [...] køn. Sådan et samfund lever vi ikke i". Intentionen med Sirenernes sang er ifølge Björk at rette op på den kvantitative ubalance mellem analyser, der medtænker køn, og analyser, der ikke gør, i førstnævntes favør. Som sådan er bogen bestemt mere end "blot" et læseværdigt bidrag.


Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk