Identitet gør en forskel
Af Charlotte Gerhauge, stud.scient.pol.

Kommentar bragt i Information 23. november 2000

I weekenden var jeg til en middag hos nogle venner, hvor der på et tidspunkt foregik en diskussion om kvinder og mænds forskellige muligheder i samfundet. Et argument var, at vi skulle holde op med at diskutere køn, fordi det medfører en stadigt voksende kløft mellem kvinder og mænd, som let ender i regulær kønskrig. Samtidig har vi på trods af formelt lige politiske rettigheder ikke reelt lige muligheder for at udøve disse rettigheder på grund af forskellig status. Hvad gør vi, hvis der reelt eksisterer uligheder, men vi ikke kan tale om dem uden at forstærke dem?
At formel ligestilling ikke nødvendigvis medfører reelt lige muligheder påpeges af blandt andet kvinder, nydanskere og homoseksuelle, som i dag kræver anerkendelse og lige status i forhold til politisk indflydelse. Identitetspolitik, forstået som krav om social anerkendelse på baggrund af en bestemt identitet, har både muligheder og begrænsninger. Muligheder fordi vi må se i øjnene, at identiteter gør en forskel i forhold til indflydelse. Begrænsninger fordi et fokus på identiteter kan skabe en større kløft mellem forskellige grupper i samfundet og et krav om at leve op til en bestemt identitet. Vi kan dog ikke lade være med at tage kritikken fra forskellige grupper i samfundet alvorligt, hvis demokratiet skal have lov til at udvikle sig.
I Danmark har vi et medborgerskab, der med få undtagelser gælder for alle samfundets voksne indbyggere. Denne forståelse af medborgerskab er specifikt moderne og baserer sig på tanken om, at alle individer er født frie og lige i forhold til hinanden. Indtil for under hundrede år siden dækkede dette individbegreb over en forståelse af manden som borger. I dag har forståelsen af medborgerskabet udviklet sig fra udelukkende at dække mænd fra de øverste sociale lag til at gælde voksne af begge køn og alle sociale lag.
Udbredelsen af politiske rettigheder til alle voksne borgere i samfundet er en skelsættende begivenhed i demokratiets historie, og det er essentielt at fastholde disse lige rettigheder fremover, hvis vi skal sikre demokrati. Men samtidig er disse rettigheder ikke tilstrækkelige, hvis vi skal udvikle Danmark som demokratisk samfund. Selvom vi formelt har lige rettigheder, er rettighederne ikke lige i praksis. Det skyldes, at der fortsat er forskel på menneskers status afhængigt af deres køn, alder, seksualitet, etnicitet og religiøse tilhørsforhold, og denne forskel medfører forskellige muligheder for indflydelse.
Sagt på en anden måde er konstruktionen af identiteter politisk: den måde, vi forstår hinanden på, giver nogle mennesker en privilegeret position at handle fra, mens andre får en mindre privilegeret position. Køn er et godt eksempel: gennem århundreder har man opfattet mænd som mere rationelle end kvinder, og på den baggrund har man udelukket kvinder fra at deltage på lige fod med mænd i den politiske proces og på arbejdsmarkedet. Udelukkelse kan dog også fungere mere skjult, for eksempel ved at det i dag stadig forventes i højere grad af kvinder end af mænd, at de tager ansvar for familien. Et hurtigt kig på statistikkerne for kønsfordelingen for forældreorlov er sigende. På trods af formel ligestilling i samfundet er der altså i praksis forskel på vores muligheder afhængigt af vores identitet, og det er det både legitimt og nødvendigt at sætte fokus på.
Når det er sagt, vil jeg gerne medgive, at identitetspolitik ikke udelukkende er positiv. Min største bekymring er, at udpegning af identiteter er med til at fastholde skel mellem mennesker — skel, vi netop gerne vil udover. Anerkendelse af forskel må ikke resultere i, at vi skal identificere os med på forhånd fastlagte identiteter. Jeg vil have lov til selv at vælge, om og hvornår jeg vil identificere mig med andre kvinder, unge eller akademikere, og hvad identifikationen skal bestå i. Derudover må vi være varsomme med ikke at give bestemte identiteter en altoverskyggende plads i vores opfattelse af os selv og andre mennesker. Vores identiteter er sammensatte: Jeg er for eksempel en relativt ung, relativt kvindelig, relativt akademisk person. Derfor er jeg ikke udelukkende kvinde, ung, eller akademiker, men et sammensurium af identiteter, hvis relevans afhænger af situationen.
Det kan undgås, at fokus på identitet ender i stammekrig, hvis vi bevarer nuancerne, og ikke fremhæver identiteter, der er irrelevante for sammenhængen. For eksempel er det irrelevant, når vores kvindelige politikeres udseende kommenteres, i stedet for hvad de mener og siger. Generelt burde det være irrelevant, hvilket køn vores politikere har, og især hvordan de ser ud.
Det handler om at finde en balance mellem at give plads til at problematisere identitetsforståelser og at give identiteter en altoverskyggende plads. Der er dog ingen nemme måder at undgå fastlåste identitetsforståelser på. Det kræver en fælles kamp for at nuancere debatterne, som er yderst vanskelig — tidens rigide opfattelse af ‘os danskere’ overfor ‘dem/indvandrerne’ er et godt eksempel på, hvor vanskelig kampen er. Løsningen på identitetspolitikkens farer er dog ikke at udelukke identitet som væsentlig for politik. Det vil snarere give plads til en selvtilfredshed i forhold til vores demokrati og samfund, hvor vi slår os til tåls med, at vi gør tingene godt nok, og at ingen grupper i vores samfund diskrimineres. En sådan holdning åbner for en legitimering af tingenes tilstand og en underordning af nogle grupper af samfundet, som intet demokrati kan være tjent med.


Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk