Kærlighed i det nye årtusind
Af Mette Liv Mertz, oversætter og ekstern lektor, tilknyttet feministisk forum

Indlæg bragt i Politiken 1. juli 2003

"Vi har mistet mændene, børnene, kærligheden og kvindeligheden", skriver Maria Andersen (herefter MA) i Politiken lørdag den 21.6. Det er unægtelig et dystert portræt af kærlighedslivet anno 2003.

Det "vi", som MA hævder at kunne tale på vegne af, må være "nutidens unge kvinder". Men det kan umuligt være dem alle, for jeg kan slet ikke genkende mig selv i MA’s beskrivelse.

For det første viser et overfladisk vue ud over min bekendtskabskreds, at det langt fra er alle unge kvinder, der har mistet mændene. Hvis nogle mænd – og jeg har tilsyneladende højere tanker om flertallet af dem end MA – ikke er i stand til at kapere, at kvinder i tiltagende grad uddanner sig – og uddanner sig højt – er det vel deres problem og ikke kvindernes?
Og i forlængelse heraf: Ville nutidens unge kvinder miste børnene, hvis mændene tog deres del af slæbet?
Trænger kærligheden ikke til en kærlig redefinition? For slet ikke at tale om kvindeligheden?

Når "68’ernes kritik af det mandsdominerede samfund er slået om i en enorm selvkritik hos den enkelte kvinde", skyldes det, at rødstrømpernes parole "det personlige er politisk" i høj grad er gået i glemmebogen... Og det er en skam! For som debatbøgerne Fisseflokken og Nu er det nok! Så er det sagt! var eksempler på, kan en kortlægning af forskellige kvinders personlige erfaringer til sammen afsløre nogle bagvedliggende strukturelle problemer, som (mange) kvinder har til fælles. Projektet blev desværre udlagt som "navlepillende" og "klynkende" af dagbladenes anmeldere: De kritiserede skånselsløst de enkelte bidrag i stedet for at betragte bøgerne som samlede værker.

Hvornår opfører man sig egentlig som en mand? Når man har andre ambitioner end at mestre (hus)moderrollen til perfektion? "Vores drøm er et samfund, hvor vi har mulighed for at leve som mænd og kvinder på flere forskellige måder", står der på feministisk forums hjemmeside. Tænk, hvis det at lege med dukker eller køre karriereræs ikke blev forbundet med et bestemt køn, men blot var tilbud, både drenge og piger kunne vælge frit imellem? Når det ikke forholder sig sådan i dag, skyldes det, at de konventionelle måder at gøre sit køn på også er en efterleven af "ordrer udefra" – forskellen er blot, at flertallet parerer disse ordrer uden at tænke nærmere over det!

Det er mig komplet uforståeligt, hvorfor enhver tiltrækning mellem mænd og kvinder nødvendigvis må bygge på forskellene mellem dem! Der skal være plads til forskellighed, men der er også forskel på mænd og kvinder internt. Forskelle kan antage andre former end modsætninger. Jeg tror på, at en øget mangfoldighed ville give kærligheden – og samfundet – en saltvandindsprøjtning.


Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk