EU lige nu - derfor holder vi denne konference!

Elsa Gress har sagt, at "Kan man ikke sætte tingene på spidsen - er der ingen grund til at sætte dem nogen steder."

Det er det, vi vil med denne konference. Sætte tingene på spidsen. Vi ønsker at spidde debatten om Den Europæiske Union og debatten om ligestilling i Danmark og Europa. Ikke bare prikke, men virkelig stikke dybt i de forestillinger vi har om EU, Danmark, køn og kvinder. Se det hele fra flere vinkler, dreje det rundt, blive forvirrede, måske ende et helt andet sted end hvor vi begyndte. Alt sammen for at sætte tingene på spidsen. Gør man det, tror jeg, man bliver i stand til at se mulighederne i det eksisterende såvel som potentialet for det endnu ikke eksisterende. Sætter man tingene på spidsen, bliver man måske i stand til at forandre. Som feminist i Europa er forandring et absolut must. Det er derfor, vi er her i dag.

Ligestilling og køn er emner, der oftest findes på sidelinjen i den politiske debat, både i Danmark og på EU-niveau. Ved at trække ligestilling ind i centrum af den danske europadebat bliver det tydeligt, hvordan EU har udviklet sig. Og vi kan se, hvordan den danske europadebat har stået stille. Min opgave med "EU lige nu" er at give et indblik i den danske europadebat. Før man har afdækket, hvordan tingene "er" kan man ikke komme frem til konkrete visioner om, hvordan tingene bør være.

Jeg vil derfor i dag specielt komme ind på tre spørgsmål:

1. Hvordan er køn og ligestilling blevet behandlet og diskuteret på EU-niveau?
2. Hvordan er køn og ligestilling blevet diskuteret i den danske europadebat?
3. Hvilke muligheder er der for feministisk politik i EU?

Men dette er ikke en "objektiv" gennemgang. Det er et politisk bud, mit politiske bud, på tingenes tilstand og veje at gå fremover.

Hvis vi ikke diskuterer det, hvis vi ikke får hul på denne debat, så kan vi fortsætte med familiefotoet der kun består af mænd, og med at føle at vi bliver talt ned til, hvis vi røster vores skepsis overfor EU. Eller vi kan fortsætte med at grave os ned i vores eget påståede ligestillede velfærdssamfund i Danmark.

Køn i EU

Hvordan er køn og ligestilling blevet diskuteret i EU?

Hverken i EU eller i EU's medlemsstater er det alment anerkendt, at undertrykkelse af kvinder er politisk skabt og har konkrete økonomiske konsekvenser. Derfor har politikerne heller ikke følt sig forpligtet til at tage undertrykkelsen af kvinder som udgangspunkt for konkrete handlinger.

Det betyder ikke, at EU ikke er et politisk projekt. Men ligestilling og køn har ikke været politiserede emner på dagsordenen, hverken i EU eller i EU's medlemslande.
Med udgangspunkt i handelssamarbejdet, som var omdrejningspunktet for EF i de første mange år, blev ligestillingsdebatten koncentreret til et spørgsmål om rettigheder på arbejdsmarkedet. Ligeløn har været EU's politik siden Rom-traktaten i 1957, og siden 1975 er der blevet vedtaget en række direktiver om ligeløn, lige behandling, social sikring, barsel, forældreorlov, deltidsarbejde og omvendt bevisbyrde i sager om diskrimination. I Danmark fik vi loven om ligeløn i 1976 som en direkte konsekvens af et EU-direktiv. Alle direktiver har fokus på forholdene på arbejdsmarkedet. Med Amsterdam-traktaten blev ligestilling skrevet ind som en af EU's overordnede opgaver, og herefter er der sket et langsomt skift. Vi har netop fået et direktiv, der favner bredere end bare arbejdspladsen og den økonomiske politik, et anti-diskriminationsdirektiv, der bl.a. forbyder sexchikane, også uden for arbejdspladsen.

Op gennem 1990'erne har man kunne spore en voksende skepsis overfor EU, ikke kun blandt kvinder, men dog i højere grad blandt kvinder. Det var specielt "nej’et" i Danmark, der fik EU til at sætte fokus på det demokratiske underskud og det såkaldte "kønsproblem". EU's statistikenhed, Eurobarometer, viser nemlig, at "kønsproblemet" ikke er rent dansk. 52% mænd mod 43% kvinder i hele Unionen er generelt positivt stemt overfor EU.

Samtidig med diskussionen om de "skeptiske kvinder" i EU har man også haft en diskussion om, hvorvidt EU bliver opfattet som legitim af befolkningerne i Europa. Hvorvidt EU er en institution, de føler repræsenterer deres interesser. Her påpeger mange akademiske analyser, at EU er en ny politisk form, at nationalstaterne ikke længere er nok, og vi derfor har behov for noget nyt. Vi kan ikke længere tale om flere nationale folk eller et europæisk folk, men en flerhed af folk - en flerhed af identiteter eller selvforståelser.

Helt konkret betyder det, at hvis det er tilfældet, så er det på den ene side oplagt for feminister at være positive overfor EU. Kvinder kan få nye muligheder for indflydelse, når der findes et integreret samarbejde på tværs af grænser med mange og åbne informationskanaler, og når staten (den mange ville kalde patriarkalsk) er svækket i forhold til europæisk niveau. Køn er et potentielt ikke-nationalt fællesskab. " " "Sammen er vi stærke" behøver ikke at være en kliche.

På den anden side er der intet, der garanterer dette. De fleste feminister, der har forholdt sig til EU, tager afsæt i spørgsmålet: Er EU godt eller dårligt for kvinder? Det er fair nok. EU skal, som ethvert politisk system, kunne bedømmes på resultater. Desværre har det ofte kun været fra et økonomisk eller juridisk udgangspunkt, at dette spørgsmål er blevet stillet. EU er godt, fordi det har skabt så meget progressiv ligestillingslovgivning på kort tid, eller EU er dårligt, fordi det er et neoliberalt, rent økonomisk projekt, der udelukker og undertrykker kvinder.

Europa-Kommissionens strategi har da også været, at påstå at EU per definition er godt. Og at den kvindelige skepsis skulle løses med information og repræsentation. Det vil sige, at skepsissen i forhold til EU skulle bekæmpes med information om EU og løfte om flere kvinder på specielt politiske poster i EU’s institutioner.

For eksempel har man iværksat storstilede oplysningskampagner specielt møntet på kvinder i forbindelse med overgangen til den økonomiske og monetære union og som forberedelse til indførelsen af euroen. Kommissionen anbefalede blandt andet, i en informationspjece specielt til kvinder, at uddele lommeregnere til kvinder, så de ikke skulle blive forvirrede (!), når de skulle til at betale for deres indkøb med euro! Jeg ved ikke, om det er tillid til euroen eller kvinders tillid til egne matematiske evner, Kommissionen ønsker at fremme.

Alt sammen er det formodentlig velment, men der ligger en opfattelse af kvinder bag, som vi er nødt til at få lavet om. Kvinder er ikke mindre rationelle end mænd, og de skal nok få regnet vekselkursen ud. Og mænd føler ikke mindre end kvinder.

Opdelingen i rationelle mænd og følende kvinder har desværre præget politisk filosofi og samfundsforståelse i århundreder. Rationelle mænd tilhører den offentlige og politiske sfære, og følende kvinder tilhører den private sfære, følelsernes sfære. I Danmark har det været med til at polarisere EU-debatten endnu mere. "Det personlige er politisk", er ikke et slogan, der er slået igennem i den danske EU-debat.


Den danske EU-debat

Hvordan er køn og ligestilling blevet diskuteret i den danske Europa-debat?

Den danske EU-debat har i 30 år været låst i nogle "kønnede" forståelser af, hvad det vil sige at være Mand og Kvinde, og hvad det vil sige at stemme Ja og Nej. Debatten har haft et meget stærkt enten-eller præg. Enten har man villet ægteskab eller skilsmisse mellem Fru Danmark og Hr. EU. Men fløjene har haft det til fælles, at de bygger på traditionelle kønsforståelser, når de skal forklare, hvorfor EU er godt eller dårligt for Danmark og danskerne.

I Danmark har ja-fløjen ført oplysningskampagner i stil med Kommissionens om, hvad EU egentlig har "gjort" og planlægger at gøre for kvinder. Europabevægelsen har eksempelvis løbende udgivet pjecer, og Venstres Karin Riis-Jørgensen oprettede "Euroengle" et e-mailbaseret netværk, der skulle "skrive læserbreve, tale med kolleger, naboer og familie, arrangere små dagligstuemøder eller store møder i kvindeorganisationer…og være en vejledning for kvinder, der er usikre i deres valg." Netværket sendte pjecer på gaden med bagsideteksten "Nogle siger JA med hjernen. Andre siger NEJ med hjertet. Vi siger JA med hjertet og hjernen." Én kategori er udelukket fra pjeceteksten. Det er tydeligvis en umulighed at sige NEJ med hjernen. Nej-sigere, og de er jo "Kvinder", fremstilles således som dummere end ja-sigere.

Man har fra det meste af ja-fløjens side afpolitiseret debatten og fremhævet EU som et funktionelt og per definition rationelt projekt. Var man imod, var man irrationel. Den kvindelige skepsis er ikke blevet anerkendt som et politisk og kollektivt problem (og den mandlige skepsis er blevet nærmest usynliggjort).

Hvis man var feminist, var man per definition imod EF, da Danmark blev medlem - hele venstrefløjen var imod EF, og der var, og er vel endnu, desværre meget få feminister til højre for midten. Det hænger vi desværre stadig fast i, og det har medført, at vi end ikke diskuterer EU's ligestillingspolitik og EU's initiativer i forhold til køn. EU har ikke været en del af diskussionen om et feministisk politisk projekt. Dermed er det nationale niveau – Danmark - blevet prioriteret som det absolut bedste, og en konstruktiv diskussion af EU som et politisk projekt er blevet udelukket.

EU er blevet fremstillet som alt det modsatte af det gode danske politiske velfærdsprojekt. EU var en maskulin, markedsmaskine. Danmark den feminine velfærdsstat. Junibevægelsen udgav bl.a. en pjece til Europaparlamentsvalget i 1999 om "mandsvældet i EU".

I det etablerede politiske Danmark – og det er jo ja-fløjen – har feminisme længe været nærmest et forbudt ord. Kan man for eksempel forestille sig en dansk statsminister, mand som kvinde, der som svenske Göran Persson uden problemer kalder sig feminist? Og hvorfor ikke? Fordi vi længe i Danmark har bildt os ind, at vi har ligestilling mellem kønnene. Det har vi ikke. Måske skal vi ikke være flere feminister, måske skal vi bare være bedre feminister. Vi skal ikke arbejde hårdere, men mere strategisk, som en fantastisk kroatisk feminist, jeg hørte i Europa-Parlamentet for et par uger siden, sagde. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at få vendt opfattelsen af feminister og få gjort ligestilling til et emne, alle kan og tør tage stilling til. Ligestilling og kønsdebat hører ikke til i en bestemt sfære eller blandt specielt sære outsidere.

Det samme gælder for EU. EU præsenteres som noget særligt, som vi kun behøver at beskæftige os med ved særlige lejligheder. Men EU er ikke kun udenrigspolitik. EU er en del af alle sfærer af politik i Danmark. Ligesom køn og ligestilling.

Vi skal have politik tilbage i EU-debatten i Danmark. På ja-fløjen skal der skiftes fokus fra at overbevise nej-sigerne om, hvad EU ikke er, til "Hvad vi mener, EU er", "Hvad vi ønsker, EU skal blive" og "Hvordan EU kan blive, som vi gerne vil have det". På nej-fløjen må fokus skifte fra kun at beskrive alt det, man ikke kan lide ved EU, til "Det man ønsker i stedet for" og til "Hvad man ønsker af EU, mens det er her". Således, at vi ikke fortsætter i to parallelle riller, et ja- og et nej-spor der aldrig mødes til konstruktiv diskussion.

Og vi vil have politik tilbage i ligestillings-debatten i Danmark. De to ting lader sig oven i købet kombinere. For lige såvel som det personlige er politisk, så er den Europæiske Union og dens udvikling og fremtid et politisk spørgsmål. Feministiske tanker har været udelukket fra den danske debat om EU alt for længe. Det er vores opgave at bringe dem på banen.

Den danske EU-debat er låst, fordi ja-fløjen og nej-fløjen taler i to forskellige rum, og fordi ingen af fløjene i sig selv åbner meget rum for politik - det vil sige en diskussion af holdninger om samfundsforhold, som kan diskuteres med andre, der er uenige, så vi kan nå frem til konkrete politikker. Og debatten er låst, fordi Europadebat kun finder sted omkring folkeafstemninger, hvor vi skal sige enten ja eller nej. EU går ikke væk, så vi må bruge det til at drive feministisk politik.



Muligheder for feministisk politik

Det leder mig frem til mit tredje spørgsmål - hvordan kommer vi videre. Hvilke muligheder er der for feministisk politik i EU?

Det er helt afgørende for EU-debatten, at spørgsmål ikke bliver stillet som "enten-eller". Målinger af hvorvidt EU er godt eller dårligt for kvinder, har meget ringe værdi i debatten i dag. Kvinderne har ikke enten gavn eller ikke-gavn af EU! EU er et politisk projekt. Det er en permanent politisk arena, som har absolut stigende betydning for og indflydelse på vores hverdag. Og så er det efter min mening en politisk arena, der har feministisk potentiale. Men et potentiale skal som bekendt realiseres. Det kræver, at vi deltager i kampen og får sat ligestilling, køn og magt på dagsordenen.

Der er et jødisk ordsprog, der siger: "Mennesket tænker, gud ler." Men hvorfor ler gud ved synet af det tænkende menneske? Fordi mennesket tænker, og sandheden undslipper det. Fordi jo mere mennesker tænker, jo mere forskellig bliver det ene menneskes tanker fra det andets. Og endelig fordi mennesket aldrig er, hvad det tror, det er. Hvis man ikke har "hørt gud le", hvis man tror, at sandheden er indlysende, at alle mennesker tænker det samme, og at mennesket er, hvad det tror, det er, så har man aldrig oplevet politik. For det er netop, når vi afgiver patentet på sandheden og åbner os overfor andre mennesker, at vi bliver selvstændige individer. Og således bliver i stand til at skabe politik. Og at forandre det bestående.

Jeg mener ikke, man fra feministisk hold har boret nok i det politiske potentiale i EU. Jeg er enig i, at EU i for høj grad har været et liberalistisk projekt indtil nu, for jeg er ikke liberal, og ligestilling er ikke et frit valg. Partier og politikere, der satser på rene liberalistiske værdier, og mener, at ligestilling er et reelt frit valg, er efter min mening et dårligt kort at satse på for de fleste kvinder. Men det er jo politik - liberalisme er en politisk ideologi. Den kan man argumentere imod.

De problemer, der eksisterer omkring køn og ligestilling, er ikke noget særskilt for EU, men er et generelt problem i vores samfund. Min pointe er, at EU er det rigtige forum til at forsøge at løse disse problemer. Både for os selv i lille Danmark, men også i resten af EU, ansøgerlandene og måske endda andre steder på kloden, hvor det står endnu værre til. Hvis de her problemer skal løses, så skal der løftes i flok, og flokken skal være stor og forskelligartet. Det er ikke nok, hvis flokken kun består af nationalromantiske danskere isolerede fra resten af verden.

Det gode er, at EU er ikke et færdigt produkt. Det er en politisk proces, baseret på et demokratisk samarbejde. Jeg mener, der er muligheder i EU's udvikling, fordi EU er et politisk projekt, og fordi det stadig er et åbent projekt. Et radikalt socialt-liberalt udgangspunkt som mit eget, føler jeg passer godt med EU's udvikling, fordi det netop er en tilgang, der tilskriver alle mennesker - selvfølgelig også kvinder - en legitim politisk holdning, men ikke som den rene liberalisme, altid sætter individets egeninteresse først. EU er et projekt, der anerkender, at individer er afhængige af hinanden. Det er en nødvendig forudsætning for at skabe visioner om politisk fællesskab på europæisk niveau. Sådanne visioner er afgørende for udviklingen af en demokratisk feministisk politik.

Jeg er ikke bange for, at EU underminerer dansk identitet. Som jeg ser det har vi alle flere lag af identiteter, der supplerer og overlapper hinanden. F.eks. kan godt både være kvinde, politiker, mor, dansker og europæer. Jeg er heller ikke bange for, at velfærdsstaterne undermineres af EU: Tværtimod er EU ved at udvikle sig til et velfærdseuropa (som vi nu udvider med 10 lande), og har på ingen måde nedbrudt velfærden for de lande, der som Danmark allerede havde et højt niveau. Jeg ser EU som den lige nu bedste løsning til at samarbejde om at kontrollere globaliseringen og bevare denne velfærd.

Ligestilling i en fremtidig EU-forfatning

Netop i disse måneder arbejder konventet om Europas fremtid på en forfatningstraktat til et fremtidigt udvidet EU. Konventet består af repræsentanter fra de nationale regeringer og repræsentanter fra de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet.

Forfatningsprocessen kan ses som katalysator for forandring. Det er nu, vi har chancen for at ændre den måde politikken er skruet sammen på og overveje fremtidige muligheder.

Ligestilling mellem mænd og kvinder skal derfor have sin retmæssige plads i en europæisk forfatning - i et selvstændigt kapitel. Så vi sikrer, at fremtidens Europa bliver bygget på respekt for alle mennesker uafhængigt af alder, social baggrund, etnisk oprindelse og køn.

Der foregår en heftig debat om fremtiden for et socialt Europa netop nu - bl.a. i konventet om Europas fremtid. Der er stærkt brug for feministiske kræfter, og der er stærkt brug for opmærksomhed omkring dette arbejde. Hvis det lykkes, og vi får en europæisk forfatning med en grundlovsfæstet ret til ligestilling - rettigheder der gælder de europæiske borgere direkte, så ser jeg et helt konkret afsæt for feministisk politik på europæisk niveau. Rettigheder giver ikke ligestilling i sig selv, men de er et godt middel på vejen.

Mainstreaming af køn i EU's politikker

Et forholdsvis nyt begreb, der arbejdes med i EU, er mainstreaming af køn. Det at sikre, at man anlægger et kønsperspektiv på ALLE EU's politikker, er et andet middel til at opnå ligestilling. Strategien er at skabe et mere fair og mere inklusivt Europa.

Forskningsresultaterne peger på, at mainstreaming har resulteret i nye og mere innovative måder at gøre tingene på: Vi har fået langt flere kønsopdelte statistikker - det betyder, vi har konkrete tal at vifte med, når vi skal dokumentere ulighederne. Det er af afgørende betydning! Vi har fået mere åbenhed om beslutningerne og udvælgelsesprocedurerne og tydeligt flere kvinder, der deltager i programmer, i udvælgelseskomitéer, ansættelsessamtaler osv.

Afsluttende bemærkninger

Et demokratisk Europa kræver, at vi arbejder for at skabe offentligheder. Med det mener jeg, at vi skal skabe rum, hvor folk kan udveksle meninger. Ikke nødvendigvis én europæisk offentlighed. Det handler om at skabe steder og rum for engagement - at muliggøre en ny kultur for offentlig debat. I vor tid har vi ikke et fælles rum med et fælles overblik. Som debattører og politisk interesserede skal vi derfor blive mere sensitive i forhold til at spotte og lytte til de forskellige debatrum.

Det betyder ikke, at jeg er enig med EU-modstanderne. Men jeg er nødt til at bevæge mig ind i det rum, åbne døren til det og deltage gennem dialog/diskussion. Vi skal have rummene til at tale sammen, men vi skal ikke nødvendigvis have skabt ét stort rum. Ved hele tiden at tænke i åbne og åbnede rum udfordres også tanken om en fiks og færdig model. Der er ingen færdige modeller. EU ændrer sig, fordi verden ændrer sig, fordi nationalstaterne ændrer sig, fordi mennesker ønsker ændringer, fordi menneskene ændrer sig …

Det demokratiske projekt, det feministiske projekt, skal ikke - og kan ikke - ligne en færdig model. Det er demokratisk netop ved at være rettet mod fremtiden. Ved hele tiden at være rettet mod de udfordringer og den offentlighedskultur, der er i samfundet. Ved hele tiden at stille spørgsmålstegn og turde tage diskussionerne. Vi er mest demokratiske når vi tør sige, hvad vi mener, og når vi tør lade andre sige, hvad de mener, i stedet for at udelukke deres argumenter på forhånd.

Men ingen demokratiske, feministiske fremskridt sker selvfølgelig af sig selv. Hverken på europæisk eller nationalt niveau. Vi er nødt til at arbejde for nogle fælles normer i EU. Vi er nødt til at holde fast i - kæmpe for - at ligestilling i bred forstand bliver en af de allervigtigste af disse fælles normer. Vi er nødt til at have feministiske visioner om Europa.

Jeg glæder mig til diskussionen i dag.