Kirsten Ketscher: EU's indflydelse på dansk ligestilling

Fra Connie Hedegårds introduktion:

Kirsten Ketscher har siden 1991 været professor i socialret ved det juridiske fakultet ved Københavns Universitet. Kirsten Ketscher har bl.a. publiceret en bog om socialret, der inkluderer både EU- og kønsperspektivet og har endvidere netop publiceret en artikel om EU-rettens indflydelse på dansk socialret. Så Kirsten Ketscher er kvinden, der kan fortælle os om EU's indflydelse på dansk ligestillingspolitik. Værsgo.

Kirsten Ketscher:

Jeg må starte med at sige, at jeg kommer til at tale ud fra et juridisk synspunkt. EU er et politisk og økonomisk fællesskab, men det er altså også et retligt fællesskab. Det vil jeg tale om nu.

Generelt har udgangspunktet for Danmarks deltagelse i det retslige fællesskab vedrørende ligestilling været lidt selvovervurderende. Det var noget med i hvilket omfang, vi havde tid til at lade vores lys skinne i EU og fortælle dem lidt om, hvordan man laver ligestilling. Jeg tror, at det er en holdning, som Folketinget og politikerne meget ofte har givet udtryk for og jeg tror, at det har haft en negativ indflydelse hos kvinder. De har følt, at EU var et sted, hvor der var en masse mænd, som kunne tage deres rettigheder fra dem. Godt nok var rettighederne ikke for gode her i landet, men de skulle jo nødigt blive værre. Derfor har udgangspunktet været ret fodslæbende også fra kvindernes side.

Men vi befinder os nu i denationaliseringens tidsalder. Med denationalisering mener jeg, at både nationalstaten og den nationale lovgivning får mindre og mindre betydning. Det kan man græde eller le over afhængigt af temperament, men det er simpelthen de kolde fakta også for unionsmodstanderne.

Hvis vi nu ser på, hvordan Danmark placerer sig i et retligt perspektiv som foregangsland for kvinders rettigheder, kan vi jo indlede med at fastslå, at vores grundlov, der blev revideret i 1953, i hvert fald overhovedet ikke berører spørgsmålet om ligestilling mellem kvinder og mænd. Det lå ikke grundlovsfædrene på sinde i 1953, selv om man allerede i 1948 havde tiltrådt FN’s Verdenserklæring, som jo forbyder diskrimination på grund af køn. Det samme gælder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I 1983 tiltrådte Danmark FN's Kvindekonvention, men først i år 2000 kom der i Danmark en generel lovbestemmelse, der sidestiller kvinder og mænd i forhold til lige rettigheder. Den har altså i år fejret to års jubilæum. Lovbestemmelsen er den første tydeliggørelse af, at en af samfundets grundværdier er ligestilling mellem kvinder og mænd. Ligestilling mellem kvinder og mænd er ikke afhængig af, om den står i grundloven eller andre steder, men funktionen er, at det tydeliggøres som værdi.

Nu er det altså sådan, at man har talt om EU som en stor trussel mod kvinder i mange år. Og hvad mon det hænger sammen med? Jeg tror, det hænger meget sammen med, at EU er et marked og er startet som et marked. Der er sådan en almindelig opfattelse af, at kvinder har det ikke så godt med markedet. Men så vil jeg stille et spørgsmål. Hvad er der egentlig i vejen med markedet? Hvis vi går lidt rundt og ser i indkøbscentrene osv., så er der jo virkeligt mange kvinder, der befinder sig godt der. Så jeg tror, man bliver nødt til at modificere sine opfattelser lidt.

Hvis vi kigger på EU’s marked, så er det et af de mest regulerede markeder, vi har. Lad os se lidt på, hvordan domstolen forholder sig til markedet ved at kigge på to forskellige sager:

Den første drejer sig om en irsk kvinde, som var blevet voldtaget og ville tage til udlandet for at få abort. Abort er jo forbudt i Irland. Det forhindrede man hende i, fordi hun ikke måtte tage til udlandet og gøre noget, der var forbudt i Irland. Men hvad betyder EU’s markedstilgang så i denne sag? Jo, domstolen sagde, at lægelige ydelser er tjenesteydelser, altså kan de købes på markedet. For den irske kvinde som unionsborger betyder det, at hun i henhold til Unionens grundlov har ret til at rejse et hvilket som helst sted hen i Unionen og købe tjenesteydelser, som udbydes lovligt i den stat, hvor hun tager til. Mere generelt betyder det, at der ikke kan påberåbes en moralsk grund til, at abort ikke er en tjenesteydelse, som enhver anden lægelig ydelse.

Den anden sag er fra i sommer. En engelsk mand lagde sag an ved domstolen, fordi hans filippinske kone var blevet udvist fra England til Filippinerne. Han var sælger og rejste rundt i hele EU for at sælge sine varer, altså i markedsforstand en tjenesteyder. Domstolen konklusion var, at hun ikke kunne udvises, fordi det ville forhindre ham i at udøve sine rettigheder som unionsborger, hvis han blev nødt til at tage med hende til Filippinerne for at sikre sin ret til familieliv, en ret der også er en fundamental rettighed i EU.

Det er lidt af en gyser, fordi sådan havde man jo aldrig tænkt på, at markedslovgivningen skulle bruges. Efter min opfattelse bliver man nødt til at forlade en sådan meget Gyldenspjæt-agtig opfattelse af markedet.

Hvordan har EU så forholdt sig til kvinders rettigheder? Vi kan jo kigge på EU-traktatens artikel 2 og se, at det vi ikke har i grundloven, nemlig ligestilling mellem mænd og kvinder, det har vi der. I den står der nemlig, at fællesskabet har til opgave at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.

Så kan vi kigge på mainstreamings-princippet. Det siger, at i alle de aktiviteter EU laver, tilstræber EU at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder. Det vil sige, at alt hvad der overhovedet foregår i Unionen, har noget at gøre med ligestillingen mellem kvinder og mænd. Og når der er et mainstreamings-princip i unionen, så er der altså også et mainstreamings-princip her i landet.

Men man kan roligt sige, at sådanne "indvandrede retskilder" fra EU og FN ikke er specielt populære her i landet. Der har været stor uvidenhed om dem, og der har været meget lidt energi i forhold til at gøre dem kendte. Jeg vil komme med et eksempel på det: Spørgsmålet om FN’s Kvindekonventions inddragelse i dansk ret.

FN's Kvindekonvention er fra 1979 og blev ratificeret af Danmark i 1983. Men den er stort set forblevet usynlig. I begyndelsen når jeg nævnte den for mine studerende, troede de, at det var noget, jeg selv havde opfundet. Men den findes altså. Og den er til genstand for en betænkning som udkom sidste efterår, hvor man skulle vurdere om en række af FN’s konventioner skulle inkorporeres, eller det der hedder tydeliggøres, i dansk lov. Det drejer sig om FN’s Kvinde-, Børne-, Racediskriminations- og Torturkonventioner samt FN’s konvention om sociale, økonomiske og politiske rettigheder.

Og hvad fandt udvalget under Justitsministeriet så ud af? Ja, man får ikke præmie får at gætte rigtigt. Men jeg må sige, at der skete det meget kedelige, at man kunne anbefale, at Racediskriminationskonventionen, Torturkonventionen og ØSK-konventionen skulle inkorporeres. Men desværre kunne hverken Kvinde- eller Børnekonventionen inkorporeres. Og hvorfor ikke? Bl.a. fordi de var "specielle".

Ja, jeg er så glad for den betænkning, fordi den åbenlyst demonstrerer den måde, man tænker på i Justitsministeriet. Jeg betænker mig ikke på at kalde Justitsministeriet for den tunge ende i at få gennemført kvinders rettigheder her i landet. Vi behøver bare at se på diskussionen om omskæring af somaliske pigebørn eller kønslig lemlæstelse, som jeg foretrækker at kalde det. Det problem har Justitsministeriet kendt til i mange år og mange ministre har ment, at det må vi have forbudt. Og så svarer Justitsministeriet hver gang med et mantra, som man har lært på jurastudiet siden Alf Ross var professor, selv om det er mange år siden. Han siger: "Man kan ikke forbyde en franskmand at ryge på gaden i Paris". - Og så kan man jo heller ikke forbyde alle mulige andre ting.

Men nu er vi altså denationaliserede og tingene hænger sammen på en ny måde. Vi er sammen i mange retslige fællesskaber, blandt andet også i EU. Og i den sammenhæng kan EU altså også noget mere. I forbindelse med Nice-traktaten kom der en politisk erklæring om grundlæggende rettigheder. Danmark ville jo ikke være med til at skrive under, men det betyder i denne sammenhæng ikke så meget.

I denne grundlæggende erklæring har vi i artikel 21 en bred bestemmelse om ikke-forskelsbehandling, hvor køn indgår. I artikel 23 har vi desuden ligestilling mellem mænd og kvinder som en særlig og dermed den mest grundlæggende anti-diskriminationsbestemmelse i EU.

Det næste er et direktiv, som jeg ikke tror, at Justitsministeriet kender, for de bryder sig nemlig ikke ret meget om Kvindekonventionen. Men det er altså sådan, at EU allerede har mainstreamet Kvindekonventionen. I alle nyere direktiver skriver EU Kvindekonventionen ind i. Så uanset om Justitsministeriet mener, at den skal tydeliggøres eller ej, så mener EU det altså. Endvidere indebærer princippet om ligebehandling, at man heller ikke må begå overgreb inden for egen gruppe. Vi må altså ikke behandle de fremmede dårligere end andre, men de må heller ikke begå overgreb mod hinanden.

Hvis jeg skal konkludere omkring EU, så må jeg sige, at EU-lovgivningen, EU’s domspraksis og også Kommissionens arbejde, kvalitativt er meget bedre, meget mere professionelt end noget som helst der bliver udført her i landet. Så der er altså ingen grund til, vi skal synes, at det er synd for dem, at vi ikke kommer derned så tit og fortæller om, hvordan vi gør tingene her. I hvert fald ikke inden for det retlige område.

Jeg har den opfattelse, at EU-projektet også er et rettighedsprojekt og i forhold til kvinders rettigheder. Jeg har ingen fine fornemmelser, angående hvor rettighederne kommer fra. En rettighed, der kommer fra EU er lige så god som en rettighed, der kommer fra det danske Folketing. Eller rettere: Specielt god i forhold til de rettigheder, der ikke kommer fra det danske Folketing.

Hvis jeg skal karakterisere den danske holdning i forhold til EU-rettens ligestillingsprojekt, så vil jeg kalde den provinsiel, træg, præget af selvovervurdering og uvillighed. Man viser ikke stor energi i at gennemsætte bestemmelserne, selv om man kender dem. Det allerværste er, at der som konsekvens er stor uvidenhed både hos myndigheder og borgere om de rettigheder, man faktisk har.