Suzanne Brøgger: Ulighedens lyst og lidelse – mage og umage. En feministisk spådom for EU

Fra Connie Hedegaards introduktion:

Jeg tror, at alle, lige som jeg, har glædet sig meget til dagens åbningstale. Da jeg for et par år siden af et forlag blev bedt om at udpege det 20. århundredes 100 mest fremtrædende danskere, var jeg ikke i tvivl om, at en af dem skulle være Suzanne Brøgger. Det var dels på grund af hendes forfatterskab men dels, og ikke mindst, fordi Suzanne Brøgger for mig om nogen symboliserer kampen for ligestilling fra 70’erne og frem. Ægte ligestilling og på sådan hendes helt egen og meget kvindelige måde. Som du en gang er citeret for at sige, Suzanne Brøgger: "Alt dette med søstersolidaritet, alt dette med at jeg skal holde mig inden døre og leve et normalt kvindeliv, det bliver gyseligere og gyseligere". Se det provokerede faktisk nogen, dengang du sagde det i 70’erne, i søstersolidaritetens årti. Men det herlige ved Suzanne Brøgger er jo, at hun er helt klar over, når hun provokerer os. Derfor ser vi meget frem til din feministiske spådom for EU. Værsgo.

Suzanne Brøgger:

Tak. Jeg har kaldt min åbningstale for "Ulighedens lyst og lidelse – mage og umage ".

I dette øjeblik, hvor vi står overfor en gendannelse af det delte Europa med den såkaldte "udvidelse", og det begynder at gå op for os, at EU ikke længere er en eksklusiv klub for de rige få, men identisk med Europas egen skæve virkelighed, så må vi også midt i uligheden finde en balance mellem den kvindelige position, der hedder: "Jeg kan huske" - og den mandlige position: "Lad os se at komme videre. " Vi må hele tiden holde os for øje, at erindringen, Europas adelsmærke, ikke bliver fortrængt af fornægtelsen - Europas fremdrift. Og omvendt. At fremdriften ikke bliver kvalt af sørgelige minder.

I et Europa, der blomstrer med tusind uligheder, polakker der pløjer med hest og Frankrig, der sprænger atomvåben, nomader fra Lapland som fuldgyldige medlemmer af EU, mens symfonikerne i Prag - den mest europæiske by af alle - endnu ikke er det, kan det virke arrogant at tale om kønsbestemte uligheder.

Det hele Europa, vi kommer til at opleve, før eller senere, er præget af stor ulighed, både når det gælder levefod, men især af en historisk ulighed, der efterlod halvdelen af Europas befolkning i et samfundssystem, hvor man indtil for kun 11 år siden kunne blive banket op om natten og tortureret eller deporteret for at være i besiddelse af en eller anden bog. Og vi i Vest-europa sagde: "De har det jo meget godt" - for at dulme samvittigheden over den ulighed, der blev Europa påtvunget efter 2. verdenskrig. Og hvor ethvert kritisk pip overfor forholdene blev opfattet som benzin på den kolde krigs bål. Og det var måske det værste ved den kolde krig: Man kunne ikke tale sandt, hverken i øst eller vest. Så dér var vi måske mere ligestillede, end vi anede, selvom konsekvenserne af at overskride forbudene i vest og øst var forskellen på liv og død.

På denne historiske baggrund med tilføjelsen af den globale ulighed, ikke at forglemme, kan det forekomme absurd - eller i det mindste forkælet - at åbne en feministisk konference om ligestilling i EU og Danmark.

Når det alligevel forekommer så nødvendigt, er det jo fordi kønsforskellen - hvad enten den går på påfuglehaler eller omskæring af småpiger - er det grundliggende sted, hvor vi som mennesker tvinges til at tænke i forskelle. Nyde forskelle og lide under dem. For de kønsforskelle, der opretholdes og udryddes og som er til konstant og evig forhandling, de er forbundet med en helt grundliggende nydelse og lidelse, hvor det ene ikke altid kan skilles fra det andet. Ellers ville statistikkerne ikke se ud som de gør.

Når man læser de gamle feminister fra Mary Wollstonecraft til Emma Goldman og hører deres råb på ligeret, bliver man slået af, hvor mange økonomiske og juridiske forhindringer for ligestillingen, som forlængst er overvundet, både i Danmark og EU, uden at der er sket de helt store grundliggende ændringer i kønsrollemønstret af den grund. Bortset fra dødsstatistikken, hvor netop danske kvinder omsider har indhentet mændene og har fået ligestilling, når det gælder dødelige livstilssygdomme. Men bortset fra dette forhold, hvor ligestilling nu er opnået,
findes der tydeligvis et urmønster i hængedyndet, som det kræver en individuel livsindsats at slippe fri af. Vi spjætter og spræller i klistret i håbet om, at det en dag må holde op. Men den personlige indsats slipper vi aldrig for, uanset hvor mange konferencer, vi holder.

Hvilken er da vejen, strategien ? Lad mig slå fast med det samme: Tal aldrig om "identitet". Hold jer fra "identiteten". Det er en fælde. Al tale om Køn og identitet lukker sig om sig selv og er en blindvej, der ikke fører nogen steder hen. Vis mig hvad du gør, og jeg skal sige dig hvem du er. Hvem du er, kan du ikke få besvaret i EU. Men du kan handle ud fra et fuldgyldigt borgerskab i bevidstheden om dine rettigheder som borger i Europa og i Danmark, som er et af de fire - og dermed få - lande i verden, hvor pigernes ligestilling, når det gælder højere uddannelse er 95 %. Men det gælder for hele Europa, desværre, både i Øst og Vest, Syd og Nord, at fattige kvinder ikke har del i ligestillingsgevinsterne og at der vistnok er en generel tendens til feminisering af fattigdommen over hele linien.

Det dynd, vi tilsyneladende ikke kan komme fri af handler om at kvinder, hver eneste dag, er genstand for overgreb: vold, voldtægt, mishandling, omskæring, udelukkelse. Ethundrede fyrre millioner kvinder er på verdensplan blevet sexuelt omskåret, og hvis man så tilføjer det antal, der er blevet det i åndelig forstand, så er det rigtig mange, så er det næsten halvdelen af jordens befolkning. Men det globale generer os måske ikke ? Ikke desto mindre ser vi i Europa i de senere år en voksende traffik, når det gælder slavehandel med kvinder. Der er en klar tendens i alle økonomisk tilbagestående områder, som var det en grundlov, at kvinder sælges, sælger sig selv, bliver solgt, Skulle det monstro være en usynlig lovmæssighed, at kvinder dybest set føler sig værdiløse ?

Efter narkotika og våben udgør kvinder det primære råstof som handelsvare - og som krigsbytte. Nedlæggelsen af fjendens kvinder er identisk med at have erobret fjendens jord og territorium - den egentlige kastration af fjenden. Voldtægten af modpartens kvinder er den sikre sejr over krigspartneren, hvad enten scenen hedder Rwanda eller Balkan - i Europa.
Den profession, der forbinder størstedelen af al organiseret kriminalitet hedder: Prostitution. FN betragter prostitution som vore dages slaveri. Og i Danmark har en dansk politiker gjort sig til talskvinde for at forbyde kvindens ældste erhverv. (Vi var jo de første til at afskaffe slavehandelen, så vi kunne roligt gå videre fra hvor vi slap.) Alligevel tvivler jeg på, at sagen kan vindes. For netop her befinder vi os i et hængedynd, hvor lyst og lidelse hænger sådan sammen, at det ikke er til at skille ad. Individets frigørelse og selvbestemmelse taget i betragtning, skulle det undre, om nogen ny grundlov - eller konvent - nogensinde ville forbyde prostitution eller andre former for frivillig slavehandel. Men bemærkelsesværdigt er det, at der i Danmark næsten ingen forskning findes i prostitution.

Ingen myte inkarnerer så tydeligt og - tvetydigt - den kollektive sandhed om sammenhængen mellem lyst og lidelse ved kønsforskellen som myten om Marilyn Monroe. På én gang attrået idol og skræmmebillede. Ingen sætter som hun så grelt et lys på sammenhængen mellem indre værdi løshed og forførende udstråling, mellem det, vi hungrer efter og går til bunds på.

At lyst og lidelse er så tæt forbundne fremgår helt tydeligt af den omstændighed, at en kvindes største risiko for overfald, voldtægt, mishandling og mord er - i familiehyggen, derhjemme. Indenfor hjemmets fire vægge. En ud af fem kvinder bliver hver dag overfaldet fysisk eller sexuelt. I alle sociale miljøer. Hjemme-volden medfører ubeskrivelig menneskelig lidelse og koster mange millioner årligt, alligevel er der ligesom det er tilfældet med prostitution næsten ingen forskning i hjemme-vold. Man begynder at se et mønster.

Et område, hvor det er svært at se, hvordan lysten og lidelsen hænger sammen, er den manglende ligeløn. Piger klarer sig bedre end drengene i skolen, generelt. Men både i den offentlige og private sektor diskrimineres kvinder på arbejdsmarkedet fortsat, på alle niveauer. Eller skulle vi sige, at kvinder lader sig diskriminere og finder sig i det ? ?Arbejdsløsheden er absolut højest for kvinder. I 1950 fik kvinder 36 % mindre i løn end mænd, i dag er det 28 % mindre i løn for kvinder. Med den fart vil det tage et helt århundrede før vi opnår ligeløn på arbejdsmarkedet i Europa. Med mindre "gender-mainstreaming" som politisk værktøj i EU kommer gøre en forskel ?

Men kan der overhovedet være lyst forbundet med den manglende ligeløn ? Eller skulle lysten monstro ligge i andre prioriteringer i intimsfæren, som ikke er påbudt ved lov, men valgt til eller fra efter egne tilbøjeligheder. Spørgsmålet er i så fald: Hvad skal mine lyster koste mig som kvinde ? Hvor dyrt skal det være for mig at føde mine børn (med smerte) og sikre dem en god opvækst, når mine børn tilfældigvis også er samfundets fremtidige arbejdskraft ? Kvinder kan sagtens undertrykke sig selv uden mænd, men - som det fremgår - hjælper det, når der er mænd i nærheden.

Ifølge en ny kultur-teori skulle påfuglens besværlige hale være et handikap, som favoriserer hannen i forhold til de hunner, hvis fornemste opgave i den menneskelige udviklingshistorie det skulle være at udvælge sig de gener, de vil videreføre slægten med. Tendensen hedder at "umage giver mage". At kvinderne flokkes om de mænd, der kan præstere det ypperlige.

Hertil er der at sige, at der i hele kulturhistorien ikke er et eneste eksempel på, at en kvindes Nobelpris har skaffet hende mage, uanset hvor meget umage hun har gjort sig. Tværtimod ! For kvinder er kompetence, dygtighed - umage - ikke kvalificerende, når det gælder om at parre sig og finde en mage. Og derfor har flertallet af kvinder altid holdt sig fra at udvikle sig i angsten for at blive for kloge. Og derfor findes der så mange dygtige og dejlige piger i lederstillinger, som bare ingen mage kan få og dermed ingen børn. De gjorde sig for megen umage.

Dette er den grundliggende, pinagtige, ubarmhjertige ulighed, som ingen paragraffer kan rokke ved. Min spådom skal derfor være et spørgsmål: Bliver det nogen sinde anderledes ? Kunne det være anderledes ? Er det allerede ved at ændre sig ?